Wozniacki uenig med ITF: Hvorfor skal vi presses til at spille?

Foto: ERIK S. LESSER.
Læs mere
Fold sammen

Caroline Wozniacki og det danske kvindelandshold er i disse dage i aktion i Fed Cup i yderst ydmyge rammer i Balkan-republikken Montenegro.

Her skal danskerne med landstræner Kenneth Carlsen i spidsen forsøge at spille sig op fra den laveste gruppe, Europa/Afrika Gruppe 3.

At Caroline Wozniacki overhovedet stiller til start mod lilleputnationer som Algeriet skyldes i allerhøjeste grad det internationale Tennis Forbund ITFs regler om, at OL-deltagelse i Rio er betinget af to landsholdsdeltagelser frem mod legene i Rio.

Det har også fået store tennisstjerner fra andre lande til at stille op for deres lande midt i et presset individuelt program.

Caroline Wozniacki, der ikke har spillet på landsholdet siden 2011, understreger, at hun er stolt over at repræsentere sit land, men erklærer sig uenig i spillereglerne, der dikterer, at OL-deltagelsen er afhængig af kampene på tennissportens tredje klasse. 'Jeg repræsenterer Danmark hver uge', lyder budskabet.

»Jeg synes, alle spillerne på Touren repræsenterer deres lande hver uge, når vi spiller turnering. Der er altid dansk flag ud for mit navn. At blive presset til at spille synes jeg ikke er den rigtige måde. Jeg synes, det skulle være, fordi man har lyst. Der er mange, som synes det er sjovt, og som har lyst, så derfor synes jeg, det er lidt ærgerligt, at man skal gøre det til en negativ ting. For det er det ikke. Det er sjovt og en ære at spille på landsholdet,« siger hun under den montenegrinske sol og opfordrer samtidigt ITF til at blive bedre til at planlægge Fed Cup-programmet - som de har gjort i år.

»ITF skal lægge det på nogle ordentlige datoer. Så det er op til dem. Hvis de gerne vil have, at topspillerne skal spille, så må de også lægge det på nogle ordentlige datoer.«

 

Danmark er havnet i gruppe med Algeriet og Norge. Første kamp mod Algeriet blev vundet 3-0, blandt andet efter en sikker sejr til Caroline Wozniacki.

Torsdag formiddag er Danmark i aktion mod Norge. Vindes den kamp venter der med stor sandsynlighed en oprykningsfinale mod Grækenland.