Wozniacki spiller sig i finalen i Singapore

Wozniacki er klar til finalen ved sæsonfinalen i Singapore for anden gang i sin karriere.

Tennis - WTA Tour Finals - Singapore Indoor Stadium, Singapore - October 28, 2017 Denmark's Caroline Wozniacki celebrates during her semi final-match against Czech Republic's Karolina Pliskova REUTERS/Edgar Su Fold sammen
Læs mere
Foto: EDGAR SU

Den danske tennisspiller Caroline Wozniacki vandt lørdag semifinalen i sæsonfinalen i Singapore 7-6 (11-9), 6-3 over Karolina Pliskova. Det er anden gang i karrieren, at danskeren spiller sig i finalen i turneringen.

Wozniacki har spillet noget af det bedste tennis, man har set fra hende i lang tid i Singapore, og i de to første kampe i turneringen fejede hun al modstand af banen.

Først blev det til en sejr på 6-2, 6-0 over Elina Svitolina, og derefter fik verdensetteren, Simona Halep, ørerne i maskinen, da danskeren slog hende 6-0, 6-2.

I gruppens sidste kamp kom Wozniacki til kort mod Caroline Garcia, da danskeren tabte 6-0, 3-6, 5-7.

Men lørdag fandt Wozniacki tilbage på vindersporet, da hun stod overfor verdens nummer tre, Karolina Pliskova.

Allerede i første parti fik danskeren en breakbold, men Pliskova holdt serv og tog partiet.

Det er de bedste af de bedste, der er samlet i Singapore i disse dage, og de efterfølgende partier bød da også på tennis i verdensklasse med flere gode dueller og serve fra øverste hylde.

Ingen af spillerne afgav serveparti før Pliskova bragte sig foran 4-2 i første sæt. Men Wozniacki kvitterede straks med at bryde tilbage og holde sig inde i sættet.

Efterfølgende blev danskeren igen brudt, men hun gjorde sig selv kunsten efter og brød endnu en gang tilbage, så stillingen blev 5-4 til Pliskova.

Det efterfølgende parti blev et af kampens længste. Tjekken fik adskillige sætbolde, men alligevel tog Wozniacki til sidst partiet med et servees.

Efterfølgende holdt de to semifinalister serv, og sættet skulle afgøres i tiebreak, hvilket blev lige så dramatisk som resten af sættet havde været.

Danskeren kom foran 6-1 og havde hele fem sætbolde, men på imponerende vis fik Pliskova kæmpet sig tilbage på 7-6. Duellerne fortsatte, men efter 1 time og 22 minutters spil i et af turneringens bedste sæt, vandt Wozniacki 11-9 i tiebreak.

Det var især statistikken for uprovokerede fejl, der var på danskerens side i første sæt. Wozniacki lavede kun 9 i forhold til tjekkens 21.

Andet sæt fortsatte som første sæt, hvor de to spillere flere gange brød hinandens serv.

Da danskeren kom foran 4-3 kom far Piotr Wozniacki på banen til en snak, og det hjalp på Wozniackis spil.

Efterfølgende brød hun tjekkens serv uden at afgive point, og efterfølgende servede hun kampen hjem.

Dermed er Caroline Wozniacki klar til finalen ved sæsonfinalen i Singapore for anden gang i karrieren, og i den møder hun Venus Williams eller Caroline Garcia.