Wozniacki ser ukrainers timeout som taktisk trick

Ved stillingen 5-4 i andet sæt mod Wozniacki bad Dayana Yastremska om at blive tilset af en fysioterapeut.

Dayana Yastremskas timeout for at få behandling mod slutningen af andet sæt var et bevidst forsøg på at få Caroline Wozniacki til at miste fokus.

Sådan lyder påstanden fra den danske tennisstjerne onsdag på et pressemøde efter sejren på 7-5, 7-5 over den hårdtslående ukrainer i anden runde af Australian Open.

- Hun forsøgte helt åbenlyst at bryde min rytme ved 5-4. Og jeg tror ikke, at der var noget galt med hende. Det er et kneb, hun har benyttet sig af før, og jeg vidste, at det ville komme, siger Caroline Wozniacki.

- Men jeg forsøgte bare at forblive fokuseret.

Wozniacki havde netop servet sig på 5-4 i andet sæt og kunne ved at bryde Yastremska i næste parti sikre sig kampen.

I pausen mellem partierne bad Yastremska imidlertid om at få en fysioterapeut på banen, hvorefter hun fik behandling på venstre lår.

Det blev også efterfølgende bundet ind.

Piotr Wozniacki er af samme holdning som sin datter, som han til dagligt træner.

- 100 procent, svarer han på spørgsmålet, om hvorvidt det var en taktisk timeout efter kampen.

Han mener dog ikke, at det er et stort problem.

- Jeg tænker ikke negativt om det, for det er lovligt, og modstanderen kan godt bruge de ting, siger han.

/ritzau/