Wozniacki sejrede i comeback for Danmark

Caroline Wozniacki levede op til forventningerne, da hun onsdag eftermiddag sendte Danmark tættere på oprykning i Fed Cup.

Den danske tennisstjerne gjorde således et succesfuld comeback for det danske tennislandshold, som i øjeblikket spiller for oprykning fra pulje C Europa/Afrika i den såkaldte Fed Cup.

Det er første gang siden 2011, at Caroline Wozniacki stiller op for Danmark i forbindelse med landskampene, der afvikles i denne uge i Montenegro, hvor Caroline Wozniacki med sin sejr på 6-2, 6-1 mod Ines Ibbou afgjorde landskampen mod Algeriet til Danmarks fordel med samlet 2-0.

Og da der spilles bedst af tre kampe, var den samlede sejr i hus, da danske Karen Barbat forinden havde vundet mod Algeriets Amira Benaissa med 6-3, 6-2. Derfor var Emilie Francatis og Mai Grages doublekamp senere på dagen i princippet uden betydning.

Danmark har endnu en kamp foran sig i gruppen, hvor Norge venter på torsdag. Vinder Caroline Wozniacki og holdkammerater den, skal Danmark spille oprykningsfinale mod vinderen af pulje B.