Wozniacki rydder kineser af vejen i Beijing

Caroline Wozniacki vandt søndag over kineseren Qiang Wang i WTA-turneringen China Open i Beijing.

Caroline Wozniacki mod Anastasia Pavlyuchenkova i finalen i Pan Pacific, som Wozniacki vandt . / AFP PHOTO / Kazuhiro NOGI Fold sammen
Læs mere
Foto: KAZUHIRO NOGI

Beijing. Det lignede en lynhurtig kamp i to sæt for Caroline Wozniacki, men det endte med en hårdt tilkæmpet sejr i første runde i WTA-turneringen China Open.

Wozniacki endte med at vinde kampen i første runde med 6-1, 6-7, 6-1 over kineseren Qiang Wang.

Wozniacki brød kineseren i første forsøg og kom foran 2-0 i første sæt. Senere blev det også 5-0, inden Wang Qiang svarede igen og fik reduceret.

Kineseren nåede dog kun at undgå et ydmygende æg, som det hedder i tennissproget, når en modstander vinder 6-0.

I andet sæt kom Qiang Wang bedre med i spillet og fulgte med i stillingen indtil 2-2.

Men så brød Wozniacki igen og kom foran 4-2 kort efter. Qiang Wang kæmpede for at hænge på og havde tydeligvis ikke givet op.

Wozniacki havde pludselig problemer i egen serv, og det lykkedes kineseren at udligne til 4-4.

Det endte med, at andet sæt skulle afgøres i tiebreak, og her var kineseren bedst og vandt knebent.

I tredje sæt satte Wozniacki tingene endegyldigt på plads, og det lignede første sæt, hvor danskeren ligeledes dominerede og var Qiang Wang overlegen.

/ritzau/