Wozniacki nedkæmpede sej italiener

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Caroline Wozniacki er klar til tredje runde i tennisturneringen med det mundrette navn TEB BNP Paribas Istanbul Cup. Men det holdt hårdt for den førsteseedede dansker, der måtte ud i tre sæt, før italienske Karin Knapp var besejret.

Caroline Wozniacki havde ellers vist storspil i sin første kamp i Istanbul, hvor den 17-årige schweizer Belinda Bencic blev ydmyget med 6-0 6-0. Men helt så let gik det altså ikke i anden kamp.

I første sæt fulgtes de to spillere ad, men Knapp var hele tiden i teten. På de afgørende bolde var hun skarpest, og selvom Wozniacki brød italienerens serv en enkelt gang var det ikke nok til at vinde sættet. Karin Knapp brød nemlig 'Caro' to gange og kunne dermed serve sættet hjem med cifrene 6-4.

I andet sæt var Caroline Wozniacki langt skarpere. Allerede i andet parti brød hun Knapp til stillingen 2-0, og den føring gav hun aldrig fra sig. Det blev 5-0 til danskeren, før sættet blev vundet med 6-2.

I tredje sæt gentog billedet sig. Caroline Wozniacki bragte sig hurtigt foran 2-0. Herfra blev det både 4-1 og 5-1, før Knapp fik kæmpet sig lidt tilbage. Hun bragte sig foran 40-15 i Wozniackis serv, men danskeren beviste, hvorfor hun trods alt ligger nummer 15 på verdensranglisten.

Hun fightede sig tilbage og fik udlignet til 40-40 og spillede sig på den efterfølgende bold frem til sin første matchbold. Og det var alt, hun skulle bruge. Med 6-1 i sidste sæt blev en plads i tredje runde sikret for 'Miss Sunshine'.