Wozniacki misser finale efter nederlag til amerikaner

Ved WTA-turneringen i Auckland har Caroline Wozniacki tabt i to sæt til Sloane Stephens.

Læs mere
Fold sammen

Auckland: Danske Caroline Wozniacki går glip af finalen ved WTA-turneringen ASB Classic i Auckland, New Zealand, efter at hun sent fredag aften dansk tid har tabt semifinalen i to sæt.

Nederlaget lyder på 2-6, 6-7 til Sloane Stephens fra USA.

Kampen blev tidligere fredag afbrudt på grund af regn.

Caroline Wozniacki var bagud 2-5 i første sæt, da spillerne blev sendt i omklædningsrummet og kampen udsat.

Den danske tennisspiller havde på det tidspunkt fået sin serv brudt to gange af den velspillende Sloane Stephens.

Den 22-årige amerikaner var ellers bagud 0-5 i indbyrdes kampe mod Caroline Wozniacki, og Sloane Stephens har aldrig vundet et sæt over danskeren. Det er der dog lavet om på efter fredagens semifinale.

/ritzau/