Wozniacki kunne ikke holde smilet tilbage: Publikum brød ud i klapsalve

 

Caroline Wozniacki kunne ikke holde smilet tilbage efter den første sejr i Eastbourne.

Hun nød kampen. Det lagde hun ikke skjul på.

»Jeg var her første gang, da jeg var 14. Jeg har været her nærmest halvdelen af mit liv, så det er ret fantastisk,« sagde den danske tennistjerne til WTAs reporter efter sejren i første runde.

Caroline Wozniacki vandt 6-3, 6-4 over belgiske Kirsten Flipkens, og det var ikke helt uden besvær for danskeren, der da også roste sin modstander.

For Flipkens leverede både stærke slag og afværgede to matchbolde i andet sæt, inden Caroline Wozniacki kunne tage sejren og knytte næverne.

»Jeg er bare glad for, jeg vandt. Nogle af de skud hun kom med, det var helt utroligt. Forhåbentlig giver hun mig nogle fif,« sagde danskeren med et grin.

Det var første gang, siden hun blev gift med David Lee den 15. juni, at hun var tilbage på banen. Og da WTA-reporteren kom ind på netop det, brød det fremmødte publikum spontant ud i en klapsalve som en lille gestus - som kan ses i bunden af artiklen - til den nygifte tennisspiller.

Her kunne danskeren ikke holde smilet tilbage, inden hun efterfølgende blev spurgt til sin form - en form, hun selv føler er fin nu, efter en svær start på 2019.

»Dette år har jeg været ret skadet, så jeg er glad for at være sund - syv, ni, tretten - og forhåbentlig fortsætter det,« sagde Caroline Wozniacki. Sejren er hendes første siden starten af april, men det er ikke længe, hun får til at nyde den - og der er heller ikke meget hvile i vente.

Allerede tirsdag skal Caroline Wozniacki på banen igen, og denne gang er det Andrea Petkovic, der venter på den anden side af nettet.

Generelt er det et tætpakket program, spillerne har i Eastbourne. For skulle Caroline Wozniacki gå hele vejen i turneringen, betyder det seks kampe på ligeså mange dage, inden årets tredje Grand Slam-turnering, Wimbledon, venter efterfølgende.

Du kan læse mere om, hvordan Caroline Wozniackis kamp mandag aften forløb her.