Wozniacki fortsætter tilbagetog på verdensranglisten

Efter turneringsafbud og tidligt exit i Australien falder Caroline Wozniacki til en 14.-plads på ranglisten.

Tennisspilleren Caroline Wozniacki lå nummer tre på verdensranglisten, da året startede. David Gray/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Den danske tennisspiller Caroline Wozniacki dumper endnu en gang tilbage på verdensranglisten, der mandag er blevet opdateret.

Danskeren falder fire pladser fra en tiendeplade til en 14.-plads.

Dermed er Wozniacki i alt faldet 11 pladser tilbage fra den tredjeplads, hun besad, da året startede.

Det har især været det tidlige exit ved Australian Open, hvor Wozniacki måtte se sig besejret i tredje runde.

Hun betalte en høj pris for ikke at kunne leve op til sidste års sejr og røg efter turneringen seks pladser tilbage på verdensranglisten.

Derefter har danskeren meldt fra til det danske landshold, der tidligere på måneden skulle spille Fed Cup, og for en uge siden måtte den tidligere verdensetter trække sig fra WTA-turneringen Qatar Open på grund af en virus.

Placeringen på verdensranglisten er vigtig, da den ofte danner grundlag for spillernes seedning, når de stiller op i turneringer.

En dårligere seedning vil føre til på papiret vanskeligere modstand tidligere i en turnering.

I toppen af verdensranglisten ligger Australian Open-vinder Naomi Osaka foran Simona Halep, der er kravlet en plads frem på listen.

Mandag kan Wozniacki forsøge at vinde nogle af de tabte pladser på ranglisten tilbage, når hun tager hul på WTA-turneringen i Dubai.

Wozniacki åbner turneringen mod den 28-årige schweizer Stefanie Voegele, der ligger nummer 83 på verdensranglisten

Kampen er sat til at starte klokken 16 dansk tid.

/ritzau/

Til forsiden