Wozniacki før US Open: Presset er mindre - sulten intakt

Caroline Wozniacki føler inden US Open mindre pres udefra og fra sig selv efter triumfen i Australian Open.

Caroline Wozniacki trænede mandag forud for kampen mod Samantha Stosur i US Open tirsdag. Julian Finney/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Skal Caroline Wozniacki vinde en grand slam-turnering, så må det blive i US Open.

Sådan har vurderingen ofte lydt, fordi den danske tennisspiller næsten per definition har klaret sig bedre i New York end i de øvrige tre grand slam-byer, Melbourne, Paris og London.

Men nu blev det altså i Australian Open tidligere i år, at Wozniacki fik sin første grand slam-triumf under bæltet. Dermed møder hun for første gang op i New York som grand slam-vinder.

»Det føles rigtigt godt at komme her med en grand slam-sejr,« siger Wozniacki og lyser op i et smil efter mandagens træningsseance på Arthur Ashe Stadium.

Føles det anderledes? Nu er det jo nogle måneder siden, at du vandt i Melbourne.

»Både ja og nej. Der er ikke så meget pres på mig længere. Heller ikke fra mig selv.«

»På den anden side er det en ny turnering, og dem vil man altid gerne vinde, lige meget hvor mange turneringer man har vundet tidligere i karrieren,« svarer Wozniacki.

Hun har ikke fået den bedste optakt til US Open. Efter Wimbledon har hun blot spillet halvanden kamp i tre planlagte hardcourt-turneringer som følge af flere forskellige skader.

Men restitution har gjort kroppen godt siden.

»Jeg mærker slet ingenting og frygter heller ikke, at nogle af skaderne kommer igen, når jeg skal i kamp. Jeg føler mig godt tilpas og godt kørende. Det var en god træning i dag (mandag, red.),« siger danskeren.

Som kompensation for de få turneringskampe har hun spillet flere træningskampe på US Open-anlægget i ugen op til turneringen. Blandt andet mod tjekken Lucie Safarova.

»Jeg har spillet mange sæt, og selv om det kun er træningssæt, kan jeg bruge det ret meget, når jeg ikke har spillet flere turneringskampe siden Wimbledon. Det er vigtigt at få nogle point i benene,« siger Wozniacki.

Modstanderne er også valgt med omhu af den danske lejr.

»Man vælger nogle, som man ved giver god træning. Nogle, der spiller på et højt niveau og altid giver den 100 procent gas til træning, og som kan presse én.«

Tirsdag klokken 18 dansk tid er det så alvor, når hun spiller førsterundekamp mod australieren Samantha Stosur på Arthur Ashe Stadium.

Danskeren fører 7-5 i indbyrdes kampe mod US Open-mesteren fra 2011.

/ritzau/