Wozniacki finaleklar i New Zealand efter drama

Caroline Wozniacki i aktion i semifinalen ved WTA-turneringen i Auckland på New Zealand mod Barbora Zahlavova Strycova. Fold sammen
Læs mere

Caroline Wozniacki er klar til finalen ved tennissæsonens første WTA-turnering i Auckland i New Zealand.

Men den 24-årige dansker, der ligger placeret som nummer otte på verdensranglisten, fik kvalificeret modstand i den to en halv time lange og underholdende semifinale mod Barbora Zahlavova Strycova.

Tjekken, der er nummer 26 i verden, vandt første sæt 6-4.

Men så vendte billedet:

Caroline Wozniacki udlignede til 1-1 ved at vinde andet sæt 6-3. Også tredje sæt var jævnbyrdigt. Her sikrede danskeren sig det afgørende 'break' af Strycovas serv ved stillingen 3-2, og vandt sættet 6-4.

»Jeg er så glad for at være i min første finale i år,« sagde Caroline Wozniacki umiddelbart efter kampen ved det sædvandlige baneinterview.

Her roste hun Barbora Zahlavova Strycova.

»Hun er en god spiller, der får skrabet mange bolde over nettet. At jeg vinder i dag skyldes ikke mindst, at jeg løb maraton i New York i november. Her fik jeg for alvor tro på, at min fysik kan holde i lange kampe, som den jeg lige har spillet mod Barbora,« sagde Caroline Wozniacki.

Senere i dag bliver det afgjort om Caroline Wozniackis modstander i finalen bliver veteranen Venus Williams eller stortalentet Lauren Davis.

Finalen, hvor der spilles om en førstepræmie på 43.000 US-dollars, er programsat til at begynde klokken 02.30 (dansk tid) natten mellem fredag og lørdag.

Caroline Wozniacki har aldrig tidligere vundet en finalen 'down under'. Stryger hun til tops i Auckland vil det være hendes 23. turneringssejr på den såkaldte WTA Tour.