Wozniacki fik mareridts-lodtrækning i Australian Open

Heldet var ikke med Caroline Wozniacki, da lodtrækningen til tennissæsonens første Grand Slam-turnering, Australian Open, blev foretaget i Melbourne.

Caroline Wozniacki på træningsbanen før Australian Open i Melbourne. Fold sammen
Læs mere

 

Således kan den 24-årige dansker, der i kvartfinalen står til at møde topseedede Serena Williams, allerede i anden runde møde turneringens tidligere vinder Victoria Azarenka

At dette kan lade sig gøre skyldes, at hviderusseren efter en skadesplaget 2014-sæson er røget ned som nummer 41 på verdensranglisten.

Umiddelbart vurderet må Caroline Wozniacki dog betragtes som favorit i en kamp mod Victoria Azarenka. Hun fører den indbyrdes statistik 4-3, og nåede i sidste uge finalen ved en turnering i Auckland. Til sammenligning røg Victoria Azarenka ud allerede i første runde i Brisbane.

Før en eventuel kamp mod Victoria Azarenka kan blive aktuel, skal Caroline Wozniacki dog besejre det unge talent Taylor Townsend. Det ligner en overkommelig opgave eftersom Caroline Wozniacki netop har besejret hende i to sæt i Auckland.

Holder seedningerne i Australian Open, og vinder Caroline Wozniacki alle sine kampe, ser vejen til finalen således ud:

Første runde: Taylor Townsend

Anden runde: Victoria Azarenka

Tredje runde: Barbora Zahlavova Strycova, Tjekkiet (25. seedet)

Fjerde runde: Dominika Cibulkova, Slovakiet (11. seedet)

Kvartfinale: Serena Williams, USA (1. seedet)

Semifinale: Petra Kvitova, Tjekkiet (4. seedet)

Finale: Maria Sharapova, Rusland (2. seedet)