Wozniacki fik franske klø i US Open

Det lignede på forhånd en tæt kamp for Caroline Wozniacki i anden runde af US Open, men det blev det aldrig. Danskeren blev banket ud af turneringen.

Danske Caroline Wozniacki fik ikke et ben til jorden mod den jævnaldrende franskmand Alize Cornet i anden runde af US Open. Godt nok brød Wozniacki franskmandens serv i kampens første parti, men herfra var det slut med at føle sig ovenpå for den smilende danske tennisdronning.

17-årige Cornet, der som nummer 96 er placeret 10 pladser dårligere end Wozniacki på verdensranglisten, vandt 6-2, 6-1 og viste med al tydelig, at det ikke var nogen tilfældighed, at hun i første runde slog den 29.-seedede australier Samantha Stosur så sikkert som 6-3, 6-2.

Trods det sviende nederlag i det, der ellers var ventet skulle blive en tæt og jævnbyrdig affære, er det endnu ikke slut i US Open for danskeren. Hun er stadig med i doubleturneringen, hvor hun sammen med finske Emma Laine skal op mod Elena Dementieva fra Rusland og Flavia Pennetta fra Italien.

På favoritfronten var der avancement til amerikanske Venus Williams og belgiske Justine Henin, mens den andenseedede spanier Rafael Nadal er klar til anden runde hos herrerne, han slog australske Alun Jones 7-5, 3-6, 6-4, 6-1.

/ritzau/