Wozniacki åbner i Prag mod japaner ovenpå pause

Efter flere ugers turneringspause stiller Caroline Wozniacki i denne uge op til en grusturnering i Prag.

Caroline Wozniacki skal i første runde møde japaneren Misaki Doi. Reuters/Ashraf Mohammad Mohammad Alamra Fold sammen
Læs mere

Efter en kamppause på 23 dage genoptager tennisspilleren Caroline Wozniacki tirsdag grussæsonen ved WTA-turneringen i Prag.

Den hører til blandt de mindre på WTA-touren, og med sin placering som nummer 11 i verden er danskeren seedet som nummer to.

I første runde stiller Wozniacki op som klar favorit mod japaneren Misaki Doi, der ligger nummer 52 på verdensranglisten. Der er tale om deres første møde.

Wozniacki var senest i aktion 8. april, da hun tabte sin kvartfinale i Charleston med 2-6, 4-6 til letten Jelena Ostapenko.

Netop letten kan blive udfordringen i anden runde, hvis hun i første runde slår ukraineren Lesia Tsurenko.

Ostapenko ligger nummer 50 i verden, men ikke desto mindre har hun tilføjet Wozniacki to klare nederlag i løbet af det seneste år.

Holder seedningen, vil Wozniacki i finalen skulle møde tjekken Karolína Plísková.

De mødtes i Doha-finalen i februar, hvor Pliskova vandt, men Wozniacki tog revanche med semifinalesejren i Miami en måned senere.

Wozniacki bliver i første omgang en del af tirsdagens program, men et mere præcist tidspunkt foreligger først senere mandag.

Danskeren stiller i næste uge op til den store turnering i Madrid. Sæsonens kulmination på grus, French Open, begynder 28. maj.

/ritzau/