Woods viser positive takter og tror på topplacering i Florida

Den amerikanske golfstjerne Tiger Woods klarer cuttet og er på en delt 14.-plads ved PGA-turnering i Florida.

Palm Beach. Tiger Woods er klar til weekendens finalerunder i PGA-turneringen i Palm Beach i Florida, og den amerikanske golfstjerne går ind til de afsluttende 36 huller med selvtilliden i orden.

Den 42-årige amerikaner gik anden runde i 71 slag - et over par - og er fire slag fra førstepladsen.

- Jeg er der, hvor jeg kan vinde en turnering, siger Woods, der først for nylig er vendt tilbage til sporten efter flere års problemer med rygsmerter og adskillige operationer.

- Jeg spillede virkelig godt i dag, siger den 14-dobbelte majorvinder.

På fredagens første 14 huller spillede Woods ifølge The Guardian noget af det bedste golf i mange år og lå på en delt niendeplads.

Men på 15. hul sendte han bolden i vandet, og det kostede ham to slag. På det næste hul lavede han en bogey, som han dog fik rettet op på med en birdie på 17. hul, hvorefter han sluttede runden med et par.

Woods er samlet et slag over par, og det rækker til en delt 14.-plads samen med blandt andre Alex Noren. Svenskeren lå på førstepladsen efter en første runde i 66 slag, men fredag brugte han 75 slag.

Luke List og Jamie Lovemark fra USA fører i tre slag under par.

/ritzau/