Liverpool er tilsyneladende ved at have arbejdet sig ud af den resultatkrise, holdet var i tidligere på efteråret.

Med 2-1 på hjemmebane over Wolverhampton tog de forsvarende mestre den fjerde sejr i træk og kunne glæde sig over Florian Wirtz' første scoring siden sommerskiftet fra Leverkusen.

Holdets præstation mod ligaens suveræne bundprop var til gengæld et godt stykke fra mesterklassen, men to mål inden for et minut i første halvlegs slutfase var lige akkurat nok til at sikre de tre point.

Den første fuldtræffer stod Ryan Gravenberch for med et fladt skud efter Jerome Frimpongs fine forarbejde. Nummer to lavede Wirtz, der prikkede bolden i nettet efter en dyb stikning fra Hugo Ekitike.

Liverpool havde bolden mest, men brugte den dårligt, og seks minutter efter pausen kom gæsterne tilbage i kampen, da Santiago Bueno var først over en returbold på et hjørnespark.

Nervøsiteten bredte sig hos publikum, der formentlig havde svært ved at forstå, hvorfor storfavoritterne havde så svært ved at kontrollere en modstander, der har hentet sølle to point i hele sæsonen.

Det var ikke, fordi gæsterne skabte et væld af chancer. Men i slutfasen fik de lagt pres på Liverpool-målet, og Conor Bradley måtte levere en heroisk tackling for at forhindre Jhon Arias i at udligne fra tæt hold.

Med hiv og sving fik hjemmeholdet kørt sejren i hus og rykker op på fjerdepladsen i Premier League. Wolverhampton er isoleret på sidstepladsen og har nu tabt syv ud af syv kampe under den nye træner, Rob Edwards.

/ritzau/