Wimbledon hæver præmiepenge med over ti procent

Der er godt 20 millioner kroner at hente for de singlespillere, der vinder Wimbledon 2019.

Novak Djokovic vandt Wimbledon for fjerde gang i 2018. Andrew Couldridge/Reuters Fold sammen
Læs mere

38 millioner pund - svarende til 329 millioner kroner. Så meget spilles der om ved dette års Wimbledon.

Det skriver tennisklubben All England Club, der er arrangøren bag den prestigefulde turnering, tirsdag på sin hjemmeside.

Det er en stigning i præmiepenge på 11,8 procent i forhold til 2018.

Både herrernes og kvindernes Wimbledon-mester i single vil få godt 20 millioner kroner i præmie.

Samtidig vil belønningen til de singlespillere, der spiller i kvalifikationen og i de første tre runder af turneringen, stige med ti procent.

Dermed fortsætter turneringen med at hæve gevinsten for de spillere, der ikke kommer så langt. Siden 2011 er præmiepengene for at ryge ud i første runde næsten firedoblet fra 100.000 kroner til knap 400.000 kroner i år.

Præmiepengene til vinderen af turneringen i herre- og damedouble stiger med 14,2 procent, mens den for mixeddouble stiger med 6,2 procent.

Sidste år vandt serbiske Novak Djokovic Wimbledon på herresiden, mens Angelique Kerber fra Tyskland tog sig af titlen hos kvinderne.

Danske Caroline Wozniacki blev slået ud i anden runde af turneringen sidste år.

Wimbledon spilles i år fra 1. til 14. juli.

/ritzau/