Williams vinder Wimbledon

Venus Williams vandt lørdag sin fjerde Wimbledontitel med 6-4, 6-1 over franske Marion Bartoli. Det er amerikanerens sjette Grand Slam-sejr.

Aldrig tidligere i Wimbledons historie har to så lavt seedede spillere nået finalen som da Venus Williams, seedet 23, slog 18.-seedede Marion Bartoli med 6-4, 6-1 lørdag. Dermed tog den 27-årige amerikaner sin fjerde Wimbledonsejr på syv år.

En grådkvalt Bartoli kunne se tilbage på en kamp som Williams dominerede totalt. Den 22-årige franskmand formåede aldrig at håndtere Williams' knaldhårde server og måtte efter halvanden time på Centre Court se sig besejret på endnu en hård førsteserv. /ritzau/