Wilbek: En flad fornemmelse

Der var bred enighed i den danske VM-trup om, at nederlaget til Polen ikke er et udtryk for, hvor godt Danmark kan spille, når det gælder.

Der var stadig en rødlig glød i kinderne på herrelandstræner Ulrik Wilbek, da han kom ud fra omklædningsrummet efter 26-31 nederlaget til Polen i håndboldturneringen Lauritz Knudsen Cup.

- Det er lidt en flad fornemmelse at stå her efter sådan en kamp. Vi spiller godt angrebsspil i 10-20 minutter, men resten var ganske forfærdeligt. Der var ingen, der havde dagen. Vi eksperimenterer stadig en del, og selv om jeg er blevet klogere på et par ting, så er der også nogle andre ting, jeg er blevet en smule utryg ved, sagde Wilbek efter kampen.

Playmaker Joachim Boldsen mente ikke, at der var grund til alarm.

- Vi er der, hvor vi altid er, når vi starter VM-forberedelserne. Der er altid en masse, der skal falde på plads først, når vi starter fra scratch. Heldigvis får vi en ny chance mod Norge lørdag, sagde Boldsen.

/ritzau/