Lørdag beviste Lorena Wiebes endnu en gang, at hun for tiden er i særklasse i en spurt.

Den hollandske cykelrytter fra SD Worx drønede først over stregen på 1. etape af kvindernes Tour de France og iklædte sig samtidig den gule førertrøje i schweiziske Lausanne, hvor etapen startede og sluttede.

Sprinteren henviste i en hård finale Kim Le Court-Pienaar (AG Insurance) og Demi Vollering (FDJ) til de efterfølgende pladser.

Åbningsetapen var præget af flere store styrt. Det gik blandt andre ud over italienske Laura Tomasi (Uno-X), der måtte udgå som første rytter.

Umiddelbart før finalen var også klassementshåbet Marlen Reusser (Movistar) en tur i asfalten, men hun var hurtigt tilbage på cyklen.

De mange styrt forhindrede dog ikke feltet i at holde fast i jagten på udbryderne, som på et tidspunkt havde et forspring på seks minutter.

Undervejs fik de forreste tilslutning af rutinerede Amanda Spratt (Lidl-Trek), der formåede at køre op fra feltet.

Desværre for Spratt og de øvrige lykkeriddere var farten bagved for høj. Med knap seks kilometer til mål blev de opslugt.

Rytterne skulle op ad en stejl stigning i finalen, og den var med til at tynde gevaldigt ud i feltet.

Alligevel formåede ingen af de mere klatrestærke profiler at distancere Wiebes, som til sidst vandt i overlegen stil.

Løbets eneste dansker, Amalie Dideriksen (Cofidis), spillede ikke en synlig rolle i finalen, men kan meget vel have bedre chancer for et godt resultat på søndagens fladere etape.

Kvindernes Tour de France køres over ni etaper og afsluttes 9. august med en etape, der begynder og slutter i Nice.

Løbet blev i 2025 vundet af franskmanden Pauline Ferrand-Prévot, som igen i år er på startlisten for Visma.

RITZAU