Weekenden hvor vi mistede en landstrænerkandidat

Kasper Hjulmand blev kun endnu større favorit som ny dansk landstræner, da Ståle Solbakken forlængede med FCK.

benjaminblog
Foto: Liselotte Sabroe. Benjamin Munk Lund er sportsredaktør på Berlingske
Læs mere
Fold sammen

Weekenden ville, at det så nok ikke går sådan.

For med forlængelsen af Solbakkens kontrakt med FCK frem til sommeren 2018, står DBU formentlig en kandidat færre. Hvis man da i fodboldunionen på noget tidspunkt har tænkt i retning af nordmanden.

Nu er der som bekendt ikke meget i denne verden, som penge ikke kan købe. Men meldingen er, at der ikke er en exit-klausul i tilfælde af, at Solbakken bliver tilbudt det danske landstrænerjob.

Og der var heller ikke noget i nordmandens udtalelser lørdag, der indikerede, at tankerne eller lysten har været der. Der er for meget energi i Solbakken endnu til kun at skulle på træningsbanen og i kampe fire-fem gange om året, fortalte han.

Det lyder både sandsynligt, og det er selvfølgelig også det eneste svar, man kan levere på dagen for en kontraktforlængelse. Mon ikke alligevel, Solbakken har vendt landstrænermuligheden med sig selv undervejs i processen.

Solbakken kunne have tilbudt noget af det, jeg fornemmer, har været savnet under Morten Olsen. Nemlig en landstræner, der er tættere på dansk fodbold. Som måske endda bor i Danmark. Som kommer ud i klubberne og møder ledere og spillere.

Den profil findes selvfølgelig også andre steder, og i min optik blev Kasper Hjulamand i denne weekend kun en endnu større favorit til at blive den næste landstræner.

FCK forlænger selvfølgelig ikke Solbakkens kontrakt for at fjerne ham fra en landstrænerkabale. Det gør man, fordi man vil det samarbejde.

Men timingen i forlængelsen kan meget vel have handlet om Solbakkens plads i landstrænerrygterne og nogle af de andre gode tilbud, han lørdag talte om at have fået. Nordmanden stod i en fin position for at få direktør Anders Hørsholts underskrift på et langt perspektiv.

Forlængelsen er i øvrigt helt logisk. Anders Hørsholt parkerede med fyringen af Carsten V. Jensen for et år siden så meget sportsligt ansvar på Ståle Solbakken, at man selvfølgelig må investere mere tid i nordmandens arbejde med at genskabe noget af den ganske unikke præstationskultur, man så ham skabe i sin første periode, og som man så meget hurtigt kommer under pres i de ustabile år under Roland Nilsson, Carsten V. Jensen og Ariël Jacobs.

Og præstationskultur er et smukt ord at bruge som overbinder til at tale om dagens kamp mellem Brøndby og Hobro.

Den del har de bedre styr på end de fleste i Hobro. Efter holdets 1-0-sejr i Brøndby hørte jeg Brøndby-træner Thomas Frank sige, at alle vist kunne se, at Brøndby havde fortjent at vinde den kamp.

Jeg var så ikke en del af de alle.

Jeg medgiver, at Brøndby havde meget spil og skabte muligheder, men Hobros tilløb til chancer var mindst lige så store.

Nej, de behøvede sørme ikke føle sig som tyveknægte over de tre point, de hev med i bussen til Jylland.

Det er et no-nonsense fodboldhold, træner Jonas Dal har sat sammen. Jeg indrømmer blankt, at jeg inden foråret stadig troede, Hobro kunne gå i stå og måske endda blive en del af nedrykningskampen. Men man har lavet 16 point i otte kampe - det er tæt på at være mesterskabssnit, og det er fem point mere end Brøndby.

Vi kan godt finde alle mulige ord frem om pinligheden i, at Brøndby i tre kampe har lavet 0 point og 0 mål mod Hobro. Men er de ord ikke allerede sagt et par gange.

Den virkelig diskussion i Brøndby bør handle om, hvordan man overhovedet skal nå på omgangshøjde med den top af dansk fodbold, som er det erklærede mål. Jeg kan dårligt få øje på andet, end at FCK og FC Midtjylland lige ny rykker længere væk, og det er et billede, som sommerens transfervindue meget vel kan forstærke.

Der er så lidt stabilitet i Brøndby, at man lige nu mere skal måle sig med klubber som AaB, Randers og Hobro.