Walters sender Irland til EM i Frankrig

Football - Republic of Ireland v Bosnia & Herzegovina - UEFA Euro 2016 Qualifying Play-Off Second Leg - Aviva Stadium, Dublin, Republic of Ireland - 16/11/15 Republic of Ireland's Jonathan Walters celebrates scoring their second goal Reuters / Cathal McNaughton Livepic EDITORIAL USE ONLY. Fold sammen
Læs mere
Foto: Cathal McNaughton

Irland er klar til sommerens EM i fodbold.

Det ligger fast, efter irerne mandag aften på hjemmebane vandt med 2-0 over Bosnien-Hercegovina. Det første opgør i Bosnien var endt med 1-1, og dermed er irerne samlet videre med en sejr på 3-1.

Midtvejs i første halvleg kom Irland foran på straffespark ved Jonathan Walters, og samme Walters skulle også blive den helt store helt denne aften i Dublin med målet til 2-0 midtvejs i anden halvleg.

Den afgørende scoring faldt i en periode, hvor Bosnien ellers pressede godt og hårdt på for at få den scoring, der kunne bringe dem tilbage i opgøret.

Med sejren kvalificerer Irland sig for anden gang i træk til et EM. Holdet var også med i Polen og Ukraine i sommeren 2012, hvor man dog agerede decideret prügelknabe i holdets gruppe med tre klare nederlag. Eneste tidligere EM-deltagelse var i 1988 i Vesttyskland, hvor man også røg ud i gruppespillet.

Med Irlands kvalifikation mandag aften og Ungarns samlede sejr over Norge søndag, mangler der nu kun at blive fundet de to sidste af i alt 24 deltagere ved EM.

De findes tirsdag aften, hvor Sverige og Danmark mødes i Parken (den første kamp endte 2-1 til Sverige), og hvor Slovenien og Ukraine mødes i den slovenske by Maribor (den første kamp blev vundet med 2-0 af Ukraine).