Wada: Sanktioner mod Rusland påvirker ikke EM-værtskab

Rusland vil ikke miste næste års EM-værtskab, hvis Wadas foreslåede sanktioner bliver gennemført.

Der bliver spillet EM-fodbold i Rusland næste sommer.

Onsdag bekræfter Det Internationale Antidopingagentur (Wada) over for nyhedsbureauet AP, at de sanktioner mod Rusland, en komité under Wada har anbefalet, ikke vil resultere i, at Rusland mister sit medværtskab for EM 2020.

Det skriver norske NTB.

Mandag anbefalede Wada-komitéen en række hårde sanktioner mod Rusland, fordi landet i mange år har set stort på antidopingreglerne og fortsætter med at gøre det.

Blandt andet at Rusland skal fratages værtskabet for alle de events, landet skulle afvikle i løbet af de næste fire år – medmindre det af praktiske eller juridiske årsager er umuligt at flytte værtskabet til et andet land.

Men EM vurderes ikke til at være en stor nok begivenhed til at være omfattet af de potentielle sanktioner. Blandt andet fordi det kun omhandler en enkelt sportsgren, og fordi det ikke er en international begivenhed.

Sankt Petersborg er en af 12 værtsbyer for næste års EM. Der skal også spilles kampe i København.

Champions League-finalen i 2021, der ligeledes skal spilles i Sankt Petersborg, bliver heller ikke flyttet.

Wada vil på et møde 9. december træffe en afgørelse om, hvorvidt og i hvilket omfang Rusland skal sanktioneres.

Ud over en anbefaling om fratagelse af værtskaber mener Wada-komitéen ligeledes, at Rusland som nation udelukkes fra alle større sportsbegivenheder i fire år. Herunder blandt andet OL i 2020 samt vinter-OL i 2022.

Onsdag udtalte den russiske regering sig for første gang om de anbefalede sanktioner fra Wada.

»Vi er kede af dette. De russiske sportsmyndigheder har været, er og vil fortsat være villige til at samarbejde med det internationale sportssamfund og Wada,« siger Dmitrij Peskov, talsmand for præsident Vladimir Putin, ifølge AFP.

/ritzau/