Wada kigger nærmere på nymalede Haas-biler

Haas' biler er i år malet i det russiske flags farver. Flaget må ikke vises i store sportsbegivenheder.

Arkivfoto. Haas-chef Günther Steiner (på billedet) har i år to nye kørere på sit hold, heriblandt russiske Nikita Mazepin. Fold sammen
Læs mere
Foto: Handout/Reuters
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det Internationale Antidopingagentur (Wada) går nu ind i sagen om udsmykningen af Formel 1-holdet Haas' biler i år.

Det skriver Reuters.

De er nemlig blevet dekoreret i hvid, blå og rød, så det flere steder på bilen ser ud, som om det er det russiske flag, der er afbilledet.

Men Ruslands flag må ikke vises frem i forbindelse med store sportsbegivenheder som et verdensmesterskab i Formel 1. Det skyldes sanktioner indført af Wada mod Rusland efter den store dopingskandale i landet, der først blev afsløret i 2015.

Sanktionerne forbyder russiske atleter – som Haas-køreren Nikita Mazepin – fra at stille op under russisk flag, ligesom russerne på tøj, udstyr og personlige ejendele heller ikke må vise flaget.

Det får altså nu Wada til at kigge nærmere på, om Haas-bilernes udseende bryder de regler.

»Wada er opmærksom på sagen og undersøger det nærmere med de relevante myndigheder,« lyder det fra en Wada-talskvinde ifølge Reuters.

Haas-chef Günther Steiner mener ikke, der er tale om et regelbrud.

»Selvfølgelig kan vi ikke bruge det russiske flag som det russiske flag, men man kan bruge farverne på en bil.«

»I sidste ende er det atleten, der ikke må vise flaget, og ikke holdet. Holdet er amerikansk,« siger Steiner ifølge Reuters.

Årsagen til de russiske farver på Haas-bilerne er, at holdet i år er sponseret af det russiske selskab Uralkali, der er ejet af Nikita Mazepins far, Dmitrij Mazepin.

Nikita Mazepin har sammen med Mick Schumacher – søn af Formel 1-legenden Michael Schumacher – overtaget Kevin Magnussens og Romain Grosjeans pladser i Haas-bilerne.

/ritzau/