Wada indsamler 2200 prøver fra russisk doping-laboratorium

Prøverne skal bruges som led i at afdække sagen om systematisk og statsstøttet snyd med doping i Rusland.

Det Internationale Antidopingagentur (Wada) har indsamlet mere end 2200 prøver fra et russisk laboratorium i Moskva.

Det oplyser Wada på sin hjemmeside.

Prøverne skal bruges som led i at afdække sagen om systematisk og statsstøttet snyd med doping i Rusland, som angiveligt har fundet sted fra det pågældende laboratorie.

I september sidste år valgte Wada at tage Det Russiske Antidopingagentur (Rusada) tilbage i varmen efter flere års udelukkelse oven på store dopingafsløringer af russiske sportsfolk.

En del af aftalen omkring Rusada var, at Rusland inden udgangen af 2018 skulle give Wada fuld adgang til dopingprøver og data fra laboratoriet i Moskva. En aftale, som Rusland ikke var i stand til at overholde.

Først i løbet af foråret i år er det lykkedes Wada at få adgang til laboratoriet.

Direktør for Wadas efterretningstjeneste Gunter Younger er glad for, at det endelig er lykkedes for Wada-holdet at indsamle prøverne.

»Disse prøver fra laboratoriet er et skridt fremad. De vil blive brugt til at styrke sagerne mod dem, der måtte have snydt, og til at frikende de atleter, der ikke har forbrudt sig mod reglerne,« siger han.

Prøver bliver nu fragtet til et af Wadas laboratorier uden for Rusland, og Gunter Younger forventer at kunne opdatere Wadas bestyrelse om prøverne ved et møde 16. maj.

Det var frem mod OL i Rio i 2016, at flere uafhængige Wada-rapporter afdækkede store dopingproblemer i Rusland. Rapporterne blev udarbejdet af den canadiske professor og advokat Richard McLaren.

De afslørede et statstyret dopingprogram i russisk idræt fra 2011 til 2015. Dopingen nåede blandt andet et klimaks i forbindelse med vinter-OL på hjemmebane i Sotji i 2014.

Dopingskandalen i Rusland

Wada har indsamlet over 2200 prøver fra et laboratorium i Moskva i kampen mod systematisk dopingsnyd.

Et hold af eksperter sendt fra Det Internationale Antidopingagentur (Wada) har indsamlet godt 2200 prøver fra et russisk laboratorium i Moskva.

Inspektionen af laboratoriet er en del af den aftale mellem Wada og den russiske regering, der lukker Det Russiske Antidopingagentur (Rusada) ind i varmen igen efter tre års udelukkelse på grund af omfattende brug af doping.

Her er et overblik over hele den russiske dopingskandale.

2014:

  • I en dokumentar på den tyske tv-station ARD anklages russisk sport for gennemgribende korruption og for systematisk at dække over positive dopingprøver. Anklagerne bygger på hemmelige optagelser og vidneudsagn.
  • Det Internationale Antidopingagentur (Wada) nedsætter en kommission på tre mand, der skal undersøge anklagerne. Kommissionen ledes af den tidligere Wada-chef Dick Pound.

2015:

  • Wada offentliggør sin rapport om doping i russisk atletik. Konklusionen lyder på systematisk og statsstøttet doping.
  • Det Internationale Atletikforbund (IAAF) suspenderer Det Russiske Atletikforbund (Araf) fra al konkurrence med øjeblikkelig virkning, og så længe landet ikke lever op til de internationale antidopingregler.

2016:

  • Den tidligere administrerende direktør i Det Russiske Antidopingagentur (Rusada) Nikita Kamayev bliver fundet død. En uge senere kommer det frem, at han ville skrive en bog og i den afsløre sandheden om russisk doping.
  • En lang række russiske elitesportsfolk afsløres i snyd med doping, herunder tennisstjernen Maria Sharapova.
  • Grigory Rodchenkov, den tidligere chef for Ruslands antidoping-laboratorium, går i eksil i USA. Han afslører, at der foregik systematisk doping i Rusland, som inkluderede mindst 15 russiske medaljevindere ved vinter-OL i Sotji i 2014. Den systematiske doping foregik i tæt samarbejde med Ruslands sportsministerium og landets efterretningstjeneste.
  • Wada offentliggør en rapport, som belaster Rusland yderligere. Rapporten beskriver i detaljer, hvordan det ikke har været muligt at gennemføre 736 dopingprøver af russiske atleter af forskellige årsager.
  • Bestyrelsen i IAAF mødes i østrigske Wien og beslutter, at Ruslands Atletikforbund fortsat skal være udelukket fra al international atletik.
  • Professor Richard McLaren præsenterer sin uafhængige rapport, der tegner et billede af et omfattende dopingprogram og retter hårde anklager mod Ruslands politiske top. Wada kræver efterfølgende Rusland udelukket fra al international idræt, indtil en kulturændring er blevet gennemført.

2017:

  • IOC meddeler, at Ruslands Olympiske Komité (NOC) bliver udelukket fra at deltage ved vinter-OL i Pyeongchang. Nogle russiske atleter kan dog få lov til - hvis de opfylder en række krav - at stille op ved vinter-OL under det olympiske flag.
  • IOC uddeler livstidskarantæner til den tidligere russiske sportsminister Vitaly Mutko og hans daværende vicesportsminister, Yuri Nagornykh. IOC har samtidig valgt at suspendere præsidenten for Den Russiske Olympiske Komité, Alexander Zhukov, som IOC-medlem.

2018:

  • Wada ophæver suspenderingen af Ruslands antidopingagentur, Rusada. Ni ud af 12 bestyrelsesmedlemmer i Wada stemmer for ophævelsen. I dagene op til afstemningen har 13 landes antidopingledere opfordret Wadas bestyrelse til at fastholde suspensionen.
  • Som en del af aftalen mellem Wada og Ruslands regering skulle Rusland give Wada adgang til data fra et laboratorie i Moskva inden årets udgang. Rusland overholder ikke tidsfristen.

2019:

  • Wada får i løbet af foråret adgang til laboratoriet i Moskva, hvor 2200 prøver bliver indsamlet.

Kilder: TT, The Telegraph, Wada, Reuters, dpa og AFP.

/ritzau/