Vuelta-vinder står igen uden kontrakt

I 2013 kulminerede Chris Horners (midten) karriere med en sejr i Vueltaen. Nu har han igen svært ved at få en ny kontrakt.
Læs mere
Fold sammen

For to år siden vandt Chris Horner Vuelta a España. Nu står den 44-årige rytter uden kontrakt for næste år og kan være nødt til at stoppe karrieren som pengerytter.

I sidste uge fyldte amerikaneren 44 år, men det har ikke afholdt ham fra at forsøge at få en ny kontrakt med cykelholdet Airgas-Safeway, som han også har kørt for i år.

I 2013 vandt Horner Vueltaen og blev i en alder af 41 år og 307 dage dermed den ældste rytter nogensinde, der har vundet et af de tre store Grand Tour-etapeløb.

Men selvom Horner ikke er blevet fældet for doping, har der været så stærke mistanker, at ingen af de store World Tour-hold i de senere år har ønsket at have den erfarne rytter på lønningslisten. Han har tidligere kørt for Astana og Radioshack samt senest Lampre i 2014.

Siden et styrt i foråret 2014 hvor Horner led brud på ribbene og punkterede en lunge, har han haft svært ved at lave resultater. I efteråret 2014 måtte han med kort varsel trække sig ud af Vueltaen på grund et kortisol-niveau, der var lavere, end hvad MPCC, Bevælgelsen for Troværdig Cykelsport, foreskriver.

Ifølge cyclingnews.com fastslår Horners agent, Baden Cooke, at der stadig er forhandlinger i gang med Airgas-Safeway, som kører på Continental-niveau.