Ghanas midtbanespiller Thomas Partey er blevet nægtet visum til Canada og misser dermed VM-kampen mod Panama.

Det oplyser Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, fredag ifølge Reuters.

- Fifa kan bekræfte, at spilleren Thomas Partey ikke vil være i stand til at rejse fra Ghanas base i Boston i USA til Canada i forbindelse med holdets første kamp mod Panama onsdag 17. juni.

- Hans visumansøgning er blevet afvist af den canadiske regering.

- Fifa er ikke involveret i værtslandenes immigrationsprocesser, og det inkluderer behandling af visumansøgninger, oplyser Fifa.

Den tidligere Arsenal-stjerne, som nu spiller i spanske Villarreal, er anklaget for i alt syv voldtægter i England af flere forskellige kvinder.

Ifølge mediet The Athletic skulle anklagerne være årsag til, at Canada har nægtet Thomas Partey indrejse.

På canadiske myndigheders hjemmesider står der, at en person, der har begået en forbrydelse eller er dømt for en forbrydelse, kan blive nægtet adgang til landet.

Thomas Partey er blevet tiltalt, men han er ikke dømt.

Retssagen skulle egentlig begynde i november, men meget tyder på, at den bliver udsat til næste år.

Han blev sidste sommer tiltalt for fem tilfælde af voldtægt og et tilfælde af seksuelt overgreb.

Senere er han blevet tiltalt for yderligere to tilfælde af voldtægt.

Midtbanespilleren er dermed samlet set anklaget for seksuelle overgreb mod fire forskellige kvinder.

Thomas Partey nægter sig skyldig.

4. juni blev Thomas Partey udtaget til Ghanas VM-trup. Holdet har træningslejr i Providence i Rhode Island.

Ghana spiller sine øvrige to gruppekampe mod England og Kroatien i USA.

Ud over USA og Canada er Mexico vært for VM i fodbold.

/ritzau/