Voldssag mod Nicki Bille udskudt til december

Nicki Billes retssag er udskudt, fordi et centralt vidne er bortrejst. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Nicki Bille Nielsen må væbne sig med yderligere tålmodighed, for der går et par måneder mere, før afgørelsen falder i voldssagen mod den danske angriber.

Ifølge tv3sport.dk kommer voldssagen først for retten i julemåneden, selvom den skulle være sat igang i Københavns Byret i oktober.

»Sagen er berammet til hovedforhandling den 4. december i Københavns Byret. Grunden til flytningen er, at et vidne ikke kunne møde. Vidnet, som var indkaldt fra anklagemyndighedens side, er bortrejst,« siger politianklager Pia Simon til tv3sport.dk.

Tilbage i april blev Evian-spilleren anholdt efter et sammenstød med det københavnske politi. Nicki Bille Nielsen er tiltalt for vold mod tjenestemand efter straffelovens paragraf 119, efter han angiveligt bed en politibetjent. Kort forinden blev Bille anholdt efter at have sparket til en parkeringsautomat og en cykel.

Nicki Bille Nielsen skiftede i sommer fra norske Rosenborg til den franske »danskerklub« Evian, der også har Jesper Juelsgård, Jesper Hansen og Daniel Wass på lønningslisten.