Voldsom tragedie: Ischokey-stjerne og kæresten myrdet

»Vi er alle rystede og i chok.«

Ordene kommer fra Klaus Winkler, der er borgmester i Kitzbühel, efter en voldsom tragedie har rystet byen.

Den 24-årige ishockey-spiller Florian Janny overnattede hos sin nye kæreste, der nævnes som Nadine H, og det endte fatalt, skriver Bild.

Tidligt søndag morgen tog Nadines ekskæreste, Andreas E, turen til hendes hjem i Østrig, og her slog han hende ihjel som følge af jalousi. Derudover skød og dræbte han Florian Janny samt ekskærestens forældre og bror.

Ifølge det tyske medie sluttede Andreas' og Nadines forhold for to måneder siden, og han var ikke tilfreds med, at hun havde fundet kærligheden i Florian Janny, der var på kontrakt med Black Wings Linz i Østrig. De to ekskæreste stødte angiveligt ind i hinanden sidste uge, mens hun var ude med ishockey-spilleren, og der opstod et skænderi.

Her slog Nadine fast, at forholdet mellem de to var slut, fortæller Walter Pupp, der arbejder med efterforskningen. Noget, der gjorde ekskæresten vred.

Tidligt søndag morgen dukkede han så op ved familiens hus men blev bedt om at gå af Nadines far. Det gjorde ekskæresten i første omgang, men halvanden time senere vendte han tilbage. Denne gang bevæbnet, og da faren åbnede døren, blev han dræbt af skud.

Efterfølgende gik ekskæresten ind i huset og skød resten af familien - og heriblandt Florian Janny og Nadine, inden han meldte sig selv til politiet.

»Jeg har lige skudt fem mennesker,« skulle han angiveligt have sagt, da han trådte ind på stationen.

Black Wings Linz bekræfter på deres Facebook-side, at deres spiller er død.

'På en dag som i dag mangler vi ord. Intet, vi kan sige eller skrive, kan udtrykke smerten. Florian, vi kommer til at savne dig,' skriver klubben i en rørende opdatering.

'Uanset hvor du er nu, vil du altid være en af os. Og du vil altid være i vores hjerter som en ven, elsket person, atlet og selvfølgelig som en Linz.'