VM-stjerner har publikum på nakken efter præsidentmøde

Ilkay Gündogan og Mesut Özils møde med Tyrkiets præsident har skabt uro i den tyske VM-lejr.

Ilkay Gündogan er blevet upopulær blandt tyske fans, efter at have ladet sig fotografere med den tyrkiske præsident. Thilo Schmuelgen/Reuters Fold sammen
Læs mere

På papiret spillede han på hjemmebane, men da Ilkay Gündogan i fredags kom på banen i Tysklands VM-generalprøve mod Saudi-Arabien, måtte han lægge ryg til øredøvende pibekoncert, hver gang han havde bolden.

Med den skingre larm markerede det tyske publikum utilfredshed med, at Gündogan og landsholdskollegaen Mesut Özil i maj lod sig fotografere med den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan.

Begge spillere, der har tyrkiske rødder, overrakte præsidenten signerede trøjer fra deres klubber, henholdsvis Manchester City og Arsenal. Aktionen blev straks kritiseret fra højeste sted i Tysklands Fodboldforbund (DFB).

- Fodbold og DFB forsvarer nogle værdier, der ikke helt bliver fulgt af hr. Erdogan, skrev DFB-præsident Reinhard Grindel på sin Twitter-konto.

- Derfor er det ikke godt, at landsholdsspillere tillader sig at blive manipuleret til at deltage i hans valgkampagne. Dermed har spillerne bestemt ikke hjulpet DFB's arbejde med integration.

Sagen har vakt postyr i tyske medier, selvom duoen siden har forsøgt at glatte ud ved også at lade sig fotografere med den tyske præsident, Frank-Walter Steinmeier.

Næsten en måned efter det famøse møde med Erdogan er der fortsat ikke kommet ro i lejren. Det demonstrerede publikum i Leverkusen med al tydelighed med pifteriet fredag aften.

Nu tigger landsholdskollegerne de tyske fans om at lade de to spillere være i fred.

- Sådanne pibekoncerter skader holdet. Det er selvfølgelig ikke rart at blive pebet ud, og Ilkay gør sig da også sine overvejelser, siger målmand Manuel Neuer.

Landstræner Joachim Löw havde før kampen forsvaret de to profiler og slået fast, at de deler samme værdier som resten af holdet.

Men publikum reagerede altså alligevel kraftigt på synet af Gündogan. Özil havde formentlig fået samme behandling, hvis han havde været på banen.

- Det gjorde ondt, siger Löw.

Landsholdets team manager, Oliver Bierhoff, langer ud efter de tyske medier, som han anklager for at holde gryden i kog ved at give temaet for meget opmærksomhed.

Ilkay Gündogan selv har valgt en mere stilfærdig kommentar inden afrejsen til Rusland.

På sin Twitter-profil har han publiceret et billede af ham selv og flere holdkammerater på banen efter kampen mod Saudi-Arabien.

- Sidste kamp før VM og stadig taknemmelig for at spille for dette land, skriver Gündogan.

/ritzau/