VM-point giver Danmark mentalt boost og lille skuffelse

Spillerne har svært ved at finde ud af, hvilket ben de skal stå på efter uafgjort 26-26 mod Sydkorea ved VM.

Mie Højlund og resten af det danske landshold sled sig til et point mod Sydkorea søndag. Bo Amstrup/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

I slutfasen lignede det længe en dansk sejr. I sidste sekund kunne Sydkorea have løbet med begge point.

Nu sluttede VM-håndbolddramaet i stedet uafgjort 26-26, et resultat der efterlader de danske spillere med en noget ambivalent følelse.

Er det et tabt point, eller har danskerne i virkeligheden vundet et efter at have været bagud med fire mål i anden halvleg?

- Det er et meget svært spørgsmål, siger Mie Højlund.

- Det ene point er så vigtigt for os, men jeg står også tilbage med en skuffelse, for jeg mener, vi kunne have afgjort det her længe før, så vi ikke skulle stå i sidste sekund med sådan en afgørelse, siger Odense-spilleren.

Danmark førte 26-24 kort før tid, men fik ikke lukket kampen.

Til gengæld skal spillerne prise sig lykkelige for, at det russiske dommerpar dømte for overtrådt, da Sydkorea sendte bolden i nettet til et potentielt sejrsmål i sidste sekund.

- Først tænkte jeg "for satan" og prøvede bare at løbe til midten, fordi jeg ikke helt vidste, hvor lang tid der var tilbage, fortæller stregspilleren Kathrine Heindahl om dramaet i slutsekunderne.

- Dommerne markerede heldigvis rimelig hurtigt, at der var overtrådt, og så er det vigtigt at være glad for det ene point.

- Lige nu og resten af aftenen ville jeg gerne have haft to, men det ene point kan blive enormt vigtigt i det videre forløb, for Sydkorea kan godt være et af de hold, der går videre, siger Heindahl.

Det var Sandra Toft, der stod i målet, da sydkoreanerne sendte bolden ind til sidst, og målvogteren var overbevist om, at der blev begået en ulovlighed.

- Der stod mange spillere foran mig, og jeg kunne overhovedet ikke se, hvem der skød.

- Jeg nåede at tænke, at hvis hun ikke dømmer overtrådt der, så falder loftet ned. Så var jeg blevet sur, og det tror jeg, at der var rigtig mange, der var, siger Sandra Toft.

Hun peger ligesom flere af holdkammeraterne på, at holdet i modsætning til ved EM sidste år ikke gik helt ned, da modgangen meldte sig.

Derfor kan spillerne også tage et lille mentalt rygstød med fra den lille skuffelse.

- Hvis vi sammenligner med sidste år, løftede vi os denne gang og kom tilbage i kampen i stedet for at falde sammen.

- Vi var foran og kunne have vundet, men set over to halvlege tror jeg, at det var meget fair, at vi delte den her, mener Sandra Toft.

/ritzau/