VM-målmand klar til næste skridt

Sebastian Dahm (th.) i kamp for Danmark.
Læs mere
Fold sammen

Rødovre Mighty Bulls' Sebastian Dahm er klar til sit fjerde VM, men om han også kommer hjem fra Ostrava som Rødovre-spiller er tvivlsomt.

En klausul i kontrakten med den københavnske forstadsklub giver ham mulighed for at skifte til en udenlandsk klub, og den 28-årige keeper med 32 landskampe lægger ikke skjul på, at ambitionerne rækker længere end Metal Ligaen.

»Jeg har haft min bedste sæson i Danmark nogensinde. Jeg synes også, at jeg i landskampene har bevist, at jeg har niveau til en liga i Europa. Jeg vil meget gerne tage det næste skridt,« siger Sebastian Dahm til BT.

Rødovre-målmanden var i lørdagens kamp mod Schweiz kun 81 sekunder fra en shutout. I sine syv landskampe i denne sæson har han været Danmarks bedste spiller i tre kampe, senest mod schweizerne.

Landstræner Janne Karlsson har udtaget tre målmænd, ni backer og 13 angribere til de sidste to testkampe fredag og lørdag i SE Arena mod Tyskland. Spillerne samles tirsdag i Vojens.

Markus Lauridsen kommer hjem fra USA fredag, mens Oliver Lauridsen først lander lørdag morgen i Kastrup.

»Går alt op i en højere enhed, spiller Markus begge kampe og Oliver om lørdagen,« siger Janne Karlsson om AHL-brødrene.

Fra kampene mod Schweiz er den rutinerede defensivback Rasmus Nielsen fra Herning Blue Fox sorteret fra og ude af VM-billedet.

Spillerne mod Tyskland er:

Målmænd: Sebastian Dahm, Patrick Galbraith og Simon Nielsen.

Backs: Jesper B. Jensen, Daniel Nielsen, Bjørn Uldall, Mads Bødker, Oliver Lauridsen, Markus Lauridsen, Emil Kristensen, Phillip Bruggisser og Nicholas B. Jensen.

Forwards: Morten Green, Nichlas Hardt, Frederik Storm, Jesper 'Zlatan' Jensen, Patrick Bjorkstrand, Morten Madsen, Julian Jakobsen, Kim Staal, Morten Poulsen, Anders Poulsen, Kirill Starkov, Thomas Spelling og Mathias Bau Hansen.