Det danske bordtennishold til OL i Paris kommer til at bestå af Jonathan Groth, Anders Lind og Martin Buch Andersen.

Det oplyser Danmarks Idrætsforbund (DIF) fredag i en pressemeddelelse.

Tobias Rasmussen må nøjes med en rolle som reserve, selv om det rent faktisk var ham, der i februar vandt den afgørende kamp ved VM, som sikrede Danmark en plads i holdkonkurrencen ved OL.

I ottendedelsfinalen ved VM-turneringen i Sydkorea sørgede Tobias Rasmussen i en ren gyser for, at Danmark slog Slovenien og spillede sig i kvartfinalen.

Kvartfinalepladsen sikrede Danmark olympisk kvalifikation i holdturneringen, som igen udløste to OL-kvotepladser i singlerækken.

Til forskel fra VM indgår double i holdturneringen i Paris, og det er medvirkende til, at Martin Buch Andersen er valgt på bekostning af Tobias Rasmussen til OL-holdet.

Martin Buch Andersen er modsat Tobias Rasmussen, Jonathan Groth og Anders Lind højrehåndet. I double giver det bedst mening at stille med både en venstrehåndet og en højrehåndet spiller.

De to kvotepladser i singlerækken går til Jonathan Groth og Anders Lind, der er Danmarks to bedst rangerede singlespillere. De er henholdsvis nummer 21 og 59 på verdensranglisten.

OL i Paris afholdes fra 26. juli til 11. august.

/ritzau/