Mens flere af Andrea Aagots VM-kolleger på det seneste er blevet præsenteret i udenlandske håndboldstorklubber, er fløjspilleren gået kontra.
For halvanden måned siden satte hun således sin autograf på en ny kontrakt i Odense Håndbold, hvor hun nu har papir på at kunne blive til 2028.
Lige nu har hun nemlig slet ikke udlængsel, og det hænger sammen med, at livet i den fynske hovedstad tiltaler hende.
- Jeg synes virkelig, at min karriere har taget fart, efter at jeg tog til Odense. Jeg har været inde i en god udvikling, jeg er glad i Odense som by, og jeg har det godt med pigerne på holdet og alle rundt om holdet. Så det var det rigtige for mig at forlænge, siger Andrea Aagot.
Hun kom til Odense fra København Håndbold i 2023 og var før sommerferien med til at gøre fynboerne til danmarksmestre. Lige nu fører Odense den danske liga og ligger i Champions League solidt placeret som nummer to i sin gruppe.
Odense er med andre ord et europæisk tophold, og det har været afgørende for Andrea Aagots beslutning om at blive.
- Overordnet er det klubbens ambitioner, der har været omdrejningspunkt for min beslutning. Sportsligt får man lige så meget i Odense, som man gør i en udenlandsk klub. Så jeg kunne ikke se, hvorfor jeg skulle tage væk for at få det samme - eller noget, der ikke er lige så godt, siger Andrea Aagot.
Den 25-årige fløjspiller har ellers været på radaren i flere europæiske klubber, og det har været lidt specielt at opleve.
- Det er en anerkendelse, og det har været interessant at finde ud af, hvor man egentlig kunne være havnet. Jeg synes også, det er ret surrealistisk at tænke på, at der er nogen klubber, der har siddet og kigget på mig, fundet mig interessant og derfor kontaktet mig.
- Det er sjovt, at min karriere er kommet til et sted, hvor jeg står med nogle muligheder, som jeg jo faktisk altid har drømt om at få, siger Andrea Aagot.
Hun vil da heller ikke fuldstændig afvise, at karrieren kan byde på nogle sæsoner i udlandet, og hun bakker fuldt op om de landsholdskolleger, der vælger at gå den vej.
- Jeg synes ikke, det hverken er rigtigt eller forkert at tage til udlandet. Men det skal føles rigtigt. Jeg tror, at man som menneske kan udvikle sig rigtig meget af at møde en ny kultur og en anden form for håndbold. Hvis man føler for det, er det helt rigtigt at gøre.
- En karriere er heller ikke så lang, så man skal selvfølgelig få det gjort i tide, hvis man vil. Men hvis man føler, man får hele pakken i Danmark, synes jeg også, det er fedt at blive, siger hun.
/ritzau/
