VM-feber bremset af rød lampe

Joachim Boldsen og kompagni har skabt VM-feber, men der er bare ingen billetter at hente, når Danmark tirsdag aften spiller VM-kvartfinale mod Island.

Ulrik Wilbek og hans udvalgte håndboldmænd kan godt glemme alt om hjemmebanefordel i Hamburg, selv om danske fans er ramt af VM-feber. Det er nemlig umuligt at opdrive en billet til tirsdagens kvartfinale mod Island.

Dansk Håndbold Forbund (DHF) og danske rejsebureauer meldte mandag om en massiv forgæves telefonstorm fra danskere på efter billetter. Men der er forlængst udsolgt til opgøret i Hamburg med Joachim Boldsen og kompagni. Og drømmen om et gigantisk danskstøttede menneskehav i den tyske arena brister. DHF kan ikke hjælpe, og de danske rejsearrangører ser også ud til at kaste håndklædet i ringen.

- Det gør ondt, at vi ikke kan hjælpe dansk håndbold med en god opbakning, og at vi går glip af en god forretning. Vi har forsøgt, men der er ingen billetter i omløb. Vi prøver et par timer endnu. Efterspørgslen minder ellers om en fodboldslutrunde med Danmark, sagde Ulrik Bohse fra sportrejsearrangøreren Travel Sense mandag middag til Ritzau.

/ritzau/