Vinokourov testet positiv for doping

Astana-rytteren Alexandre Vinokourov er testet positiv for bloddoping efter sin sejr i lørdagens enkeltstart. Astana-mandskabet trækker hele holdet ud af Tour´en som følge af Vinokourovs positive test.

Foto: AFP/Scanpix Fold sammen
Læs mere

Forhåndsfavoritten Alexandre Vinokourov er med øjeblikkelig virkning suspenderet fra cykelløbet Tour de France efter at han er blevet testet positiv for bloddoping.

Testen blev foretaget efter lørdagens 54 kilometer enkeltstart rundt om Albi, som han vandt med en margen på over et minut ned til nummer to, australieren Cadel Evans.

Vinokourov var af mange regnet som forhåndsfavorit til årets Tour, men det har været noget af en rutsjebanetur for Astana-rytteren.

Et styrt på femte etape, hvor han beskadigede sit knæ voldsomt, satte ham midlertidigt tilbage. Sejren på 13. etape lørdag bragte nyt håb om succes, men Vinokourov gik helt ned på 14. etape og satte næsten en halv time til i forhold til konkurrenterne, inden han igen rejste sig ved at vinde mandagens 15. etape.

Da Vinokourov blev udelukket, lå han på en samlet 23. plads i løbet. /ritzau/