Vingegaard lukker mørkt kapitel med gul trøje
Med erobringen af den gule trøje tog Jonas Vingegaard afsked med den hårde tid efter sit slemme styrt i 2024.

Med erobringen af den gule trøje tog Jonas Vingegaard afsked med den hårde tid efter sit slemme styrt i 2024.

Da Jonas Vingegaard lørdag aften krydsede målstregen i bedste tid i Tour de Frances holdtidskørsel, sikrede han sig ikke blot sin første gule førertrøje, siden han vandt det franske etapeløb i 2023.
Han tog også endegyldigt afsked med den hårde tid, der fulgte i kølvandet på styrtet i Baskerlandet Rundt året efter. Et styrt, der nær havde kostet ham førligheden, og som satte ham tilbage i duellen med rivalen Tadej Pogacar.
- Det har været nogle hårde år for mig af åbenlyse årsager. Nu føles det, som om jeg kan lukke det kapitel i bogen. Det vil altid være en del af fortællingen, at jeg lå der på jorden og troede, jeg skulle dø.
- At jeg er kommet derfra og til dette punkt er også lidt følelsesladet for mig. Det er en drøm, der er gået i opfyldelse, siger Jonas Vingegaard på vinderpressemødet i Tour de France.
Hans Visma-hold ramte tilsyneladende rigtigt, da man lagde taktik til den 19,6 kilometer lange tidskørsel i Barcelona.
I modsætning til flere af kaptajnerne på de øvrige hold, førte Vingegaard meget lidt og lod i stedet holdkammeraterne tage slæbet i modvinden.
På den afsluttende stigning blev han lanceret af Matteo Jorgenson og Davide Piganzoli og kørte selv i mål i bedste tid.
Det er den slags sejre, der giver et helt hold et rygstød før tre ugers hårdt arbejde.
- Ja, det mener jeg helt sikkert. Vi har fået en fantastisk start på Tour de France, og drengene, jeg selv og hele holdet kommer til at nyde det her i aften. Det giver os en masse motivation.
- Allerede de næste etaper bliver meget hårde. Fra nu af skal vi kæmpe hver eneste dag, siger Jonas Vingegaard.
Helt overraskende kommer præstationen ikke for den 29-årige dansker. Allerede på torsdagens pressemøde slog han fast, at han følte sig bedre end nogensinde.
Lørdagens sejr er endnu en succesoplevelse i en forrygende sæson med foreløbig 12 World Tour-sejre.
- Jeg kom godt ud af Giro d'Italia og var i virkelig god form til sidst. Det betød, at jeg kunne fortsætte på et højt niveau, og jeg var sikker på, at jeg i det mindste kunne kæmpe med om sejrene her, siger Jonas Vingegaard.
Søndag venter en kuperet etape på 168,5 kilometer. Igen med mål i Barcelona.
RITZAU