Villa-manager: Sørensen må slås for pladsen

Aston Villa-manager Martin O'Neill vil gerne forlænge med Thomas Sørensen, men den danske landsholdsspiller skal kæmpe for sin plads i målet.

Kampen om målmandsposten i Premier League-klubben Aston Villa er åben, meddelte klubbens manager Martin O'Neill torsdag. Og derfor skal den danske landsholdsmålmand Thomas Sørensen vise storform, når han efter alt at dømme vender tilbage på træningsbanen i næste uge efter sin fiberskade.

Det har ellers været ventet, at den engelske landsholdsreserve, Scott Carson, som Birmingham-klubben har lejet for resten af sæsonen i Liverpool, ville skubbe Sørensen ud på bænken.

- Da jeg lejede Scott Carson, var der ingen garantier for, at han skulle spille. Liverpool vil selvfølgelig gerne have, at han spiller alle kampe, men der er ingen aftale om, at det kommer til at ske. Alle spillere, også på målmandsposten, skal kæmpe for deres plads på holdet, fortæller Martin O'Neill til den engelske avis Birmingham Mail.

Manageren siger også, at han håber på at snakke kontrakt med blandt andre Sørensen i løbet af den kommende uge. Danskeren har et år tilbage af sin kontrakt, men O'Neill har ikke planer om at sælge flere spillere fra den nuværende trup.

/ritzau/