Vild weekend bider sig fast i ny verdensmesters hukommelse
Der blev sat nogle speedway-milepæle i Mikkel Andersens karriere i løbet af weekenden i Vojens.

Der blev sat nogle speedway-milepæle i Mikkel Andersens karriere i løbet af weekenden i Vojens.

Speedwaytalentet Mikkel Andersen har haft en weekend, han ikke glemmer foreløbig.
Fredag blev han som bare 18-årig den første danske U21-verdensmester siden 2012, og lørdag fik han debut blandt de voksne stjerner i VM-grandprixet i Vojens.
- Man husker sin første gang - med alting. Og den her weekend vil altid være helt speciel for mig. Det er vildt at få lov til alt det her - og så endda i Vojens, hvor jeg dæleme har kørt i mange år nu, siger Mikkel Andersen.
Han betragtes som et lysende talent på den danske speedwayscene, og det blev altså bekræftet fredag aften, hvor han sikrede sig det U21-verdensmesterskab, som hans far, Brian, også vandt for 35 år siden.
- Det var fedt, og da det var en realitet, var der ikke så meget andet, der betød noget, siger Mikkel Andersen.
Da han besteg podiet og fik overrakt VM-trofæet i Vojens, kunne han ikke holde tårerne tilbage. Og det kunne hans far heller ikke.
- Det tror jeg, var helt naturligt. Følelserne hænger lidt uden på tøjet, når ens børn klarer sig godt, siger den tidligere U21-verdensmester, som også nåede at køre flere VM-grandprixer i 1990’erne.
Lørdag var han i ryttergården som mekaniker og hjælper for sin søn, da han fik grandprix-debut, og det var en speciel oplevelse.
- Siden han var fire år, har Mikkel været helt syg med speedway og vidst, at det var det, han gerne ville. Og som familie har vi bakket op så godt som muligt med de midler, vi har. Så det er en drøm, der går i opfyldelse, siger Brian Andersen.
Spørgsmålet er så, om Mikkel Andersen kan tage næste skridt og blive verdensmester på højeste niveau. I lørdagens grandprix fik han kærligheden at føle, da han i to heats blev bragt ind som reserve.
I det ene heat blev han for eksempel presset ud i væggen af sin mere garvede landsmand Michael Jepsen Jensen, da han ellers var på vej mod heatsejr.
- Han kørte hårdt, men det er de store drenge, vi kører med, så det havde jeg forventet. Han spurgte, om jeg var okay, og så grinede vi lidt af det, siger Mikkel Andersen, som fik ros af Michael Jepsen Jensen.
- Det var fedt, at han greb sin chance. Det skal han gøre, siger den rutinerede speedwayprofil om sin unge landsmand, der fik point i begge sine heats lørdag.
Og Mikkel Andersen fik mere end VM-point med fra Vojens.
- Det har givet mig helt vildt meget erfaring. Jeg har bevist, at jeg har farten til at være med blandt de store. Men jeg kan selvfølgelig også mærke, at der er en del at lære, siger Mikkel Andersen.
Efter grandprixet i Vojens sprang Mikkel Andersen direkte ind i en bil og blev over natten fragtet til Polen.
Der var den 18-årige dansker søndag i ilden igen, da han var med til at køre sin klub, Sparta Wroclaw, i den polske mesterskabsfinale.
RITZAU