Videodommere skulle gøre fodbold mere fair – men får spillere og tilskuere til at fortvivle

Videodommer-systemet tog endnu en ophedet debattur i ugen, der gik. Men den omdiskuterede VAR-assistance er jo nok kommet for at blive.

COP101
Philip Billing (tv.) troede først, at han havde bragt Danmark foran med 3-0 mod Serbien, men via VAR-systemet blev scoringen underkendt, og det fjernede håbet om en semifinaleplads ved U21-EM. Joakim Mæhle prøver at trøste. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Det er sådan en stille og rolig sportssommer uden EM og VM i herrefodbold, uden OL, et såkaldt mellemår, inden det næste år bliver totalt tætpakket og svært at plotte ferieterminen ind. Selvfølgelig er der som altid Wimbledon og Tour de France. I år endnu mere »lyden af sommer«, som de kalder det ovre på TV 2, der har generhvervet sig Wimbledon-rettighederne og kan spænde Jakob Fuglsang som podiekandidat foran seertalstrækvognen. Lyden ændrer sig dog en smule, eller vi skal lige vænne os til, at den ikke bryder ind, stemmen. Jørgen Leths.

Bedst som man lænede sig tilbage i forventningen om ro over SoMe-landskabet, at Champions League-titel og nationale mesterskaber i fodbold kunne bundfælde sig, mens vi aftenhyggede med U21-EM og dansk deltagelse, kvinde-VM uden, og så ellers holdt transfervinduet på feriehaspen, kogte debattrådene alligevel over i fællesraseriets pro et contra, for eller imod VAR. Det omdiskuterede Video Assistant Referee-system.

Resultaterne var væsentlige nok, men et U21-EM er trods alt ikke hele fodboldlivet om at gøre. Jo, vi kender danskerne rundt fra Superligaen og marginalpladser på større europæiske adresser, og jo, talentudvikling og morgendagens stjerner er da også et bekendtskab værd i det DR1-format, der af billigere rettighedsgrunde var råd til at flashe i primetime. Men når det kommer til stykket, er U21-landsholdsfodbold ikke ligefrem et tilskuermæssigt tilløbsstykke. Mest et anliggende for netop udviklingens internationale målestok og ellers scouts, bettingkøbmænd og de spillelystne fugle, der må lede lidt for længe efter gode odds i det forhadte mellemsommerår.

Men pludselig var fodboldens eksistens som det flowbårne spil, vi kender det og ofte bekender os til, noget nær igen truet. Ud af det juniblå og tæt på 27-årsdagen for et dansk europamesterskab og sidste gang, en målmand kunne samle en tilbagelægning op i sikre hænder. VAR-systemet var igen på alles fodboldlæber, som det var tilfældet ved sidste sommers VM i Rusland.

Gik Danmark ret imod

Ved U21-EM i Italien gik VAR-systemet Danmark ret imod ved ikke at komme i annullerende spil i anden kamp mod Østrig og et straffespark, som den danske keeper Daniel Iversen dog reddede. I den sidste og afgørende gruppekamp mod Serbien var den gal igen ved en underkendt og afgørende dansk scoring. Og den godt fire minutter lange VAR-afbrydelse af spillet afstedkom ikke synderlig ekstra tillægstid.

Den med tillægstiden gik ligeledes helt skævt lidt længere mod nordvest, i Frankrig, hvor kvindernes VM-slutrunde var i fuld gang. Spillere, trænere og ledere følte sig som forsøgskaniner i uerfarne dommeres omgang med VAR. Som eksempelvis den nyindførte regel om, at målmanden ved straffespark skulle have en fods berøring med linjen ved sparkets udførelse. Den regel kostede adskillige omspark og debatkogende diskussion af, om keeperen i et enkelt tilfælde havde sluppet linjen med noget, der blot mindede om fem centimeter. Når man har elimineret dommerskønnet og har hidkaldt VAR som overdommer, kan man ikke sondre mellem større eller mindre forseelser. Kun mellem forseelse eller ej.

Og som om det ikke var nok, så tonede den store DBU-nyhed om VAR-indtog i Superligaen fra 2020-21-sæsonen frem på skærmen i søndags. Fejlkendelser og endeløse dommerdiskussioner har fyldt godt på sendefladen de seneste sæsoner, og med VAR-systemets indtog i landsholdsfodbolden og flere ligaer har en stor del af samme diskussion af gode grunde efterlyst VAR i den bedste danske række.

For retfærdigheden skal pinedød ske fyldest med alle forhåndenværende hjælpemidler. Skulle man synes. Men det er ikke så ligetil, for VAR eliminerer tydeligvis ikke fejlene. Systemet reducerer nok antallet, men løfter i den grad også stemmerne, flytter fokus og zoomer i endnu højere grad ind på dommerne. Forstærker den polemiske diskussion, så vi alle sidder dér som små nøjeregnende juraprofessorer med Googles samlede lovsamling og råber højere og højere ind i det oprørte SoMe-hav.

Skrankepaver med skærmpult

Som den tidligere topdommer, flittige Twitter-debattør og regelfortolker Kenn Hansen udtalte til TV 2:

»Der er rigtig mange fans, der tænker: »Så vil vi slippe for fejl«. Men jeg tror, at vi vil snakke endnu mere om dommerne, efter at det her bliver rullet ud.«

Kenn Hansen anerkender, at de graverende fejl bliver færre:

»Men omkostningerne er ret betragtelige. Vi har set i kampe, senest til kvinde-VM, at der er situationer, som bliver genvurderet, hvor man tænker: »Hvorfor dømmer de nu det? Det andet var jo næsten mere korrekt«. Og så begynder omverdenen først at miste tiltroen til dommeren.«

Under sidste års VM rammede Weekendavisens Joakim Jakobsen VAR-indførelsen ganske passende ind i snitfladen mellem romantik og pixeldemokrati:

»Fodbold for skrankepaver med skærmpult. Et storslået spil ødelagt af patologiske ordensmennesker uden sans for det kaos, som et hidsigt straffefelt udgør.«

Alt imens både han, Kenn Hansen og alle vi andre godt ved, at VAR ikke er datid, men nutid og fremtid, at systemet er kommet for at blive.

Men fjern dog VAR fra de afstandsmillimeterafgørelser, hvor vi kan leve med et dommerskøn i stedet. Og fjern tvivlen om tillægstiden. Så må vi gå håndboldagtigt eller amerikansk til værks med en officiel stadionurtid og et timeouttegn fra dommeren, hver gang han ønsker tiden stoppet, så spillere og tilskuere ikke skal fornemme sig frem og pludselig blive ramt af et alt for tidligt og uretfærdigt sidste fløjt. Og måske endnu mere magtpåliggende at rette VAR hårdt ind mod skuespillets hysteriske film, fedt og snyd. Den tendens skader spiller langt mere end en målmandsfod på afveje.

Få pulsen ned før Touren

Nå, men vist på høje tid at komme tilbage i nogenlunde almindelig sportssommertrummerum. Få pulsen ned, inden den stiger i Touren. Og sådan helt tilbagelænet fra på mandag vide, at der er Hawk-Eye-linjeteknologi med challengemulighed ovre på Centre Court i London. Så løber det sjældent sådan helt »you cannot be serious« af sporet i Wimbledon.

Og hvis det hele bliver lige lovlig ophedet i sommerVARmen, har dommeren på de kanter fremdeles en vis autoritet. En enkelt afdæmpet kommando over højttalerne plejer at gøre det:

»Quiet, please ...«

Kurt Lassen er sportskommentator og forfatter