Viborg-playmaker ude i et halvt år

Lukas Karlsson fra Viborg HK må holde en længere pause på grund af en skade i skulderen. Han er først tilbage sidst på sæsonen.

Den skade, som Viborg HK's svenske playmaker Lukas Karlsson pådrog sig i sidste uges Champions League-kamp mod HSV Hamburg, var værre end først antaget.

En skanning har vist, at Karlsson skal opereres i skulderen, hvorefter han skal genoptræne den i et halvt år, før han igen kan spille håndbold.

- Mentalt havde jeg indstillet mig på et par måneders pause, så det var hårdt at få beskeden, siger Karlsson til klubbens hjemmeside.

Samme sted betegner sportschef Torben Østergaard fraværet af Karlsson som 'en kæmpe streg i regningen'.

- Han var kørt i stilling som vores omdrejningspunkt og spilstyrer og havde allerede vist sit kæmpe potentiale. Nu er det vigtigt, at vi rykker endnu tættere sammen og udnytter de mange ressourcer på holdet, siger Østergaard.

/ritzau/