Viborg HK binder succestræner på lang kontrakt

Primo Tours Ligaens nummer to har forlænget aftalen med cheftræner Allan Heine frem til sommeren 2020.

Viborg HK spiller igen med i den sjove ende af Danmarks bedste håndboldrække for kvinder, og cheftræner Allan Heine har spillet en stor rolle i de gode resultater siden ansættelsen i april 2015.

Det bliver han nu belønnet for med en ny kontrakt, der strækker sig frem til sommeren 2020. Det bekræfter træneren over for TV2 Sport.

- Jeg har været rigtig glad for mit første halvlandet år, og jeg kan se en god og spændende udvikling i Viborg.

- Så da vi tog de første drøftelser om at forlænge aftalen, var jeg ikke et sekund i tvivl, siger Allan Heine til TV2 Sport.

- Jeg synes, man har en interessant og spændende fremtid med de ambitioner, der også passer til det, jeg gerne vil sammen med Viborg, siger han.

Aktuelt ligger Viborg nummer to i Primo Tours Ligaen med syv kampe tilbage af grundspillet. København Håndbold er nummer tre og har fire point op til Viborg.

De to øverste hold i rækken går direkte i semifinalen, mens nummer tre til seks spiller om de to øvrige semifinalepladser.

I sidste sæson sluttede Viborg som nummer fire efter at have tabt kampen om bronzemedaljerne til TTH Holstebro.

/ritzau/