Vi skal undgå det matematiske mareridt

En sejr i aften over Rusland vil bane vejen for Danmark til de sjove kampe i kvartfinalerne og holde liv i holdets målsætning.

Vi har ikke vundet noget som helst endnu.«

Citat Ulrik Wilbek. Og ord, der er værd at holde fast i. For mens euforien fortjent fik frit løb i minutterne efter den flotte sejr over de regerende spanske verdensmestre torsdag aften, er det nu tid at få benene plantet på halgulvet igen og få rettet fokus fremad. Mod kampen i aften mod Rusland, der er endnu en knald-eller-fald kamp blandt mange for Danmark ved verdensmesterskabet.

Den kamp må ikke tabes, hvis Danmark skal holde liv i målsætningen om en plads i top syv, men selv om den bliver vundet, er det ingen garanti for succes i den sidste ende. Så barske er vilkårene for de 16 spillere i den danske trup, der efter fem VM-kampe kan konstatere, at vi blot er nået halvvejs i turneringen.

De store nationer taler endda ofte om, at et VM først begynder for alvor i kvartfinalerne, og for at Danmark overhovedet skal kunne være med dér, skal der i hvert fald ét og helst to point på kontoen i aften, fordi det er de fire bedste hold i hver mellemrunde, der går til kvartfinalerne, hvor nummer ét møder nummer fire fra den anden mellemrunde, nummer to møder nummer tre og så videre.HVIS TO ELLER FLERE HOLD slutter med samme pointtal, er det indbyrdes kampe, der afgør rækkefølgen først og dernæst målforskellen i de involverede holds kampe.

Lad os tage et eksempel. Danmark spiller uafgjort med Rusland i dag og besejrer Tjekkiet i morgen, mens Rusland slår Ungarn med to mål i deres sidste kamp. Derudover spiller også Ungarn og Spanien uafgjort, mens spanierne i sidste kamp taber til Kroatien.

Det tænkte scenario vil sammen med de hidtidige kampe i turneringen betyde, at Danmark, Spanien, Rusland og Ungarn alle slutter med fem point. I de fire holds indbyrdes kampe har de ydermere opnået tre point hver via en sejr, en uafgjort og et nederlag. Derfor vil det i eksemplet blive den indbyrdes målscore, der afgør rækkefølgen efter puljevinder Kroatien.

I den situation vil Danmark blive nummer to (+4 over Spanien -1 mod Ungarn), mens Spanien og Ungarn vil tage de to øvrige kvartfinalepladser, og russerne bliver sorteper på femtepladsen med den svageste indbyrdes målscore.

Nu behøver det ikke blive SÅ kompliceret, men det er meget sandsynligt, at Danmarks placering vil blive afgjort på indbyrdes kamp med et eller flere hold, og derfor er det så vigtigt at få en uafgjort eller den sejr over russerne, da Danmark ellers risikerer at komme til at stå tilbage med fire point sammen med Ungarn eller Rusland eller begge to, hvorefter vi går glip af kvartfinalerne, reelt fordi vi smed en sikker sejr væk i de sidste minutter af allerførste VM-opgør mod Ungarn. Og det vil bare ikke være til at bære.