Fik I set fodbold i går morges? Nej, I var enten på arbejde, sov længe, var ude i morgensolen eller faldt i søvn undervejs, ikke sandt?

Helt ok. De af jer, der så Danmark tabe med 5-6 til Bosnien-Hercegovina efter straffesparkskonkurrence, vil vide, at der fra 2. halvleg og frem ikke var meget sjov ved det.

Eftersom Japan først spillede efter Danmark, var der selvsagt ikke mange tilskuere på plads på Toyota Stadium i Toyota City, og de 14.001, der blev talt til, må være kommet ret langt henne mod slutningen af kampen, for der var godt nok tomt i begyndelsen, hvor man kunne høre de danske spillere råbe til hinanden.

Sådan er det, og det er det mindst vigtige. For selvom den slags træningskampe langt væk hjemmefra på et tidspunkt af sæsonen, hvor de fleste spillere trænger til ferie sjældent er ret interessante, var den mod Bosnien en af de vigtigere af slagsen.

Ikke fordi Kirin Cup er nogen stor turnering, og ikke fordi den danske semifinaleplads var specielt imponerende al den stund, at det var turneringens første kamp, men fordi Åge Hareide er på en mission, der er ganske tidsknap. Den 4. august skal det danske landshold stå knivskarp, når det møder Armenien i den første kamp i jagten på EM i Rusland om to år, og det gør det mildest talt ikke.

Da Morten Olsen forlod sit landstrænerjob sidste efterår, havde Danmark ikke vundet i seks forsøg, og efter en 16 år lang periode som dansk landstræner var holdet kørt totalt fast i de automatismer, der endte med at blive en parodi på automatismerne selv.

Morten Olsen havde ikke mere at tilføre et dansk landshold, der havde spillet og spillet uden at få noget ud af det, og som til sidst virkede modløst og idéforladt. Derfor var det en forløsning, da Åge Hareide i sin allerførste kamp ændrede system og lagde ud med at besejre Island i en opløftende indsats i Herning.

Endelig blev der spillet lidt friskt til. Fremad banen. Lige mod mål. Men sejren skulle vise sig at være en forholdsvis enlig svale. Mod Skotland var der ikke mange opløftende momenter, og nederlaget på 0-1 var både fortjent og sørgeligt, og da Danmark fredag morgen tabte til Bosnien-Hercegovina efter at have været foran med 2-0 og spillet med 11 mand mod 10 i de sidste 20 minutter, føltes det efterfølgende som om, at der var lige så langt til EM i Rusland, som der er langt til de 24 nationer, der fra om mindre end en uge spiller EM i Frankrig.

Nu skal vi naturligvis ikke male Fanden på væggen allerede efter tre kampe, for meget er godt under Åge Hareide. Jeg har en god følelse af, at det på et tidspunkt kan blive helt godt, og under disse få møder, jeg har haft lejlighed til at have med trænere og spillere, synes jeg, stemningen er positiv.

Der er plads til smil hos spillerne, Christian Eriksen var tættere på at være en spasmager, end han nogensinde har været, da han var med på pressemødet torsdag, og Åge Hareide er imødekommende, talende og charmerende. Den slags vinder naturligvis ingen fodboldkampe i sig selv, hvilket landsholdet allerede selv har ført bevis for, men det er dog et godt udgangspunkt, at stemningen er god. Det giver rum  for samarbejde om det, der skal forbedres.

Åge Hareide har flere gange sagt, at det vigtigste ikke er, at de 11 bedste fodboldspillere er på banen på samme tid, men at de 11, der fungerer bedst sammen, skal identificeres. Med to kampe tilbage, før der er point på spil, har Åge Hareide lagt sig fast på en stamme, men mangler stadig at få den til at blive tryg i den nye 3-5-2 formation, der tilmed har fået den ambitiøse overbygning, at den i forsvarsspillet lægges om til en 4-4-2 med backs (eller full backs, som de ville sige i England om den slags) i stedet for wingbacks og med en diamant på midtbanen.

Umiddelbart virker tallene fornuftige, når Danmark, som Åge Hareide har vurderet, har flest gode spillere til de centrale forsvarspositioner, hvor Daniel Agger (indtil videre), Jannik Vestergaard, Andreas Christensen, Simon Kjær, Mathias Zanka Jørgensen, Lasse Nielsen, Jores Okore, Andreas Bjelland og Erik Sviatchenko alle ville kunne spille, uden vi behøvede bævre af skræk.

På wingbackerne er der også pæne muligheder i Riza Durmisi og Henrik Dalsgaard, der spillede mod Bosnien-Hercegovina, samt  Nicolai Boilesen, der lige skal have fundet sig en klub, og Peter Ankersen, der må formodes at få chancen i højre side allerede på tirsdag.

Og centralt er det svært ikke at se Thomas Delaney, Pierre-Emile Højbjerg og Christian Eriksen finde sammen på et tidspunkt. Helt på toppen har vi en udfordring, men det er vi efterhånden blevet vant til.

Min pointe er, at kortene er blandet på en måde, der giver god mening. De bedste spillere er fordelt i et system, der er logisk. Men de kan det bare ikke. Christian Eriksen og Riza Durmisi er dem, der virker bedst tilpas i det, mens de fleste andre har problemer med at finde ud af, hvornår de skal presse, hvem der skal styre opspillet, og hvordan de skal komme i overtal på midten. Det har de to kampe til at lære.

Kan de det? Muligheden for at koncentrere sig om Danmarks eget spil bør være til stede mod to dårlige fodboldhold; Bulgarien, der tabte 2-7 til Japan, og Liechtenstein, hvis lidenhed taler for sig selv. Går det galt her, er det grund til frygt, og så er der godt nok langt til Rusland. Lige nu kan vi nøjes med at bekymre os.