Racerkøreren Max Verstappens muligheder for at genvinde VM-titlen i Formel 1 svinder stille og roligt ind.
Forud for weekendens grandprix i Brasilien har Red Bull-køreren udtalt, at han skal afslutte sæsonen med fire næsten perfekte løbsweekender, hvis han skal indhente McLaren-duoen Lando Norris og Oscar Piastri.
Norris topper VM-stillingen med et forspring på 36 point ned til Verstappen på tredjepladsen.
Fredag var der dog intet, der tydede på, at den forestående weekend i São Paulo bliver en succes for Verstappen, der måtte nøjes med en sjetteplads i kvalifikationen til lørdagens sprintløb.
- Jeg har en masse vibrationer i bilen og bare mange problemer. Det er ikke, hvad vi ønsker.
- Vi har heller ikke noget greb, og banens midterste sektor er forfærdelig, siger Max Verstappen.
Den 28-årige hollænder, der har vundet VM-titlen de seneste fire sæsoner, fortæller også, at han har svært ved at styre Red Bull-raceren.
- Jeg kan ikke få bilen til at dreje, og jeg kan heller ikke rigtig stole på baghjulene. Så for os er det ret skidt, siger verdensmesteren.
Lando Norris var hurtigst i fredagens kvalifikation og starter forrest i lørdagens sprintløb.
Ud over sprintløbet køres der lørdag kvalifikation til søndagens grandprix.
I VM-stillingen har Norris et forspring på et enkelt point til holdkammeraten Oscar Piastri, der var tredjehurtigst i fredagens sprintkvalifikation.
/ritzau/AFP
