Verdensstjerner kommer til København

Verdens bedste dartspillere kommer til Danmark.

Det sker til sommer ved Nordic Darts Masters, der skal afvikles i København.

I en pressemeddelelse forventes det, at dart-stjerner som Michael van Gerwen, Gary Anderson, Rob Cross og Peter Wright vil være en del af turneringen i Forum.

Her lyder det, at 'de fire alene har mere end 100 dart-titler og flere verdensmesterskaber tilsammen og er garanter for masser af '180’s' (den højest mulige score, red.) og måske endda en enkelt af de legendariske 9-dart lukninger.'

»Jeg elsker København, og jeg glæder mig til at kæmpe om titlen i Nordic Darts Masters i juni 2020. Jeg har spillet i Danmark før, så jeg ved, at danskerne sætter pris på topsport og på en god fest. Denne turnering vil indeholde begge dele, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at vinde trofæet,« siger verdensmester Michael van Gerwen i pressemeddelelsen.

Ved Nordic Darts Masters skal otte verdensstjerner møde lokale spillere, der kan kvalificere sig til en aften på den store dartscene.

Det er Professional Darts Corporation (PDC), der står bag arrangementet, som er en del af det nye World Series of Darts-format. Den danske samarbejdspartner er NENT Group, der står bag TV3 Sport-kanalerne.

»Lanceringen af Nordic Darts Masters i samarbejde med NENT Group er en milepæl inden for dartens globale udvikling. Vi garanterer deltagelse af topspillere i en fantastisk arena midt i det smukke København. Det bliver en unik oplevelse for fans og seere og en fantastisk oplevelse for spillerne,« siger Matthew Porter, der på bogstavstitelfronten er CEO i, PDC.

Nordic Darts Masters finder sted 13. juni. Det bliver sendt på Viaplay.