Den amerikanske tennisspiller Amanda Anisimova er klar til sin anden grand slam-finale i træk.
I en midnatsgyser i New York vandt hun sin US Open-semifinale over japaneren Naomi Osaka i tre sæt.
Efter knap tre timers tennis lød cifrene 6-7, 7-6, 6-3.
Dermed er Anisimova klar til finalen mod verdensetteren, Aryna Sabalenka.
Den 24-årige Anisimova tabte sommerens Wimbledon-finale med 0-6, 0-6 mod Iga Swiatek, men har på flotteste vis formået at rejse sig ovenpå de ydmygende finalecifre.
I semifinalen var hun nede med et sæt, men kæmpede sig tilbage med ryggen mod muren og vandt det afgørende tredje sæt.
Her servede hun sejren hjem efter lidt af et drama, hvor Osaka ved stillingen 3-5 overlevede to matchbolde og selv havde to chancer for at bryde tilbage, før amerikaneren alligevel sikrede triumfen.
Lørdag aften dansk tid venter så en ordentlig mundfuld mod Sabalenka, der er forsvarende mester i US Open og er i finalen for tredje gang på stribe.
I semifinalen besejrede verdensetteren den fjerdeseedede amerikaner Jessica Pegula i tre sæt med cifrene 4-6, 6-3, 6-4.
Sabalenka lå til at vinde første sæt, men hun satte en føring på 4-2 over styr, så Pegula vandt det ved at snuppe sættets sidste fire partier.
I andet sæt satte Sabalenka sig igen på sagerne fra start, og denne gang gav hun ikke initiativet fra sig.
Med et servegennembrud i tredje sæts første parti styrede Sabalenka fortsat mod sejr.
Pegula havde tre breakchancer for at komme på 3-3 og endnu én, der kunne have bragt balance til 4-4, men Sabalenka holdt hovedet koldt og vandt på sin tredje matchbold.
Finalen bliver det tiende møde mellem Sabalenka og Anisimova, og faktisk fører Anisimova den indbyrdes statistik med 6-3.
Senest slog hun Sabalenka i semifinalen i Wimbledon.
Mens Anisimova kæmper for at vinde sin første grand slam-turnering, er Sabalenka noteret for tre triumfer.
/ritzau/