Verdensetter flirter igen med exit i French Open

Naomi Osaka var på randen af exit i French Opens anden runde, men vendte den lange kamp mod Victoria Azarenka.

Naomi Osaka var i store problemer, men kunne juble til sidst i anden runde af French Open, hvor hun slog Victoria Azarenka. Benoit Tessier/Reuters Fold sammen
Læs mere

Verdensetteren Naomi Osaka er klar til tredje runde af grand slam-turneringen French Open, men akkurat som i første runde måtte hun torsdag bruge overordentlig mange kræfter på at slå sig videre fra anden runde.

Efter næsten tre timers tennis kunne Osaka udmattet række armene i vejret efter at have besejret hviderusseren Victoria Azarenka med 4-6, 7-5, 6-3.

Mødet mellem den nuværende og tidligere verdensetter så ud til at falde ud til Azarenkas fordel, da hviderusseren havde vundet første sæt og var oppe med et servegennembrud i andet sæt, men så fandt Osaka storspillet frem.

I første sæt kom japaneren hurtigt til at spille med ryggen mod muren, da hun i løbet af få minutter tabte kampens fire første partier.

Selv om afslutningen på sættet viste, at Osaka ikke kunne dømmes ude, var hun i modvind inden andet sæt. En lignende situation var hun også udsat for i første runde, hvor hun blev tildelt æg i første sæt mod Anna Karolína Schmiedlová.

Akkurat som i den kamp vendte Osaka også torsdag opgøret til sin egen fordel, men det var ikke uden problemer.

Verdensetteren tilspillede sig fem breakbolde i løbet af Azarenkas to første servepartier i andet sæt. Hver eneste gang Azarenka var under pres, fandt hun en stærk serv eller en god returnering frem og afviste Osakas breakforsøg.

Derfor var japaneren tydeligt irriteret, da Azarenka efterfølgende brød til 3-2 og siden øgede føringen til 4-2.

I ottende forsøg i andet sæt lykkedes det så endelig Osaka at udnytte en breakbold, og så var hun på omgangshøjde i sættet.

Azarenkas server manglede pludselig noget af den snert, som de havde tidligere i sættet. Det førte til flere servefejl og en dum dobbeltfejl, og efter at have misset tre sætbolde slog Osaka en vinder og udnyttede den fjerde.

Dermed havde hun vendt en presset situation og fremtvunget et afgørende tredje sæt.

Her fortsatte hendes momentum, da hun indledte sættet med at afvise tre breakbolde og i stedet selv brød Azarenkas serv to gange, så Osaka førte 5-1.

Hun tillod Azarenka at pynte på resultatet, men afværgede et nyt momentumskifte i kampen.

/ritzau/