Anders Antonsens drøm om en plads i semifinalen ved sæsonfinalen i badminton blev fredag slukket med et nederlag.
Danskeren, der mødte thailandske Kunlavut Vitidsarn i det afgørende opgør, måtte se sig slået i tre sæt og er dermed ude af turneringen i kinesiske Hangzhou.
Den tredje og sidste kamp i det indledende gruppespil fungerede praktisk talt som en kvartfinale mellem verdens nummer tre, Anders Antonsen, og Vitidsarn, der er nummer to på verdensranglisten.
Antonsen gjorde det til en tæt kamp, men Vitidsarn viste sig i sidste ende stærkest og tog sejren med cifrene 21-15, 18-21, 21-13.
Den 28-årige dansker var efter kampen frustreret over især starten på tredje sæt, hvor han hurtigt kom bagud.
- Der er mange ting, jeg har lyst til at stå og græde over og svine til. Det må jeg prøve at lade være med, siger han til TV 2 Sport.
- Jeg er ærgerlig over den start, jeg fik i tredje sæt. Han fik for stort et hul og kunne se vejen til mål, tilføjer Antonsen.
Allerede før kampen stod det klart, at der var en plads i semifinalerne på spil. Gruppens førsteplads var allerede sikret af franske Christo Popov, som vandt alle tre gruppekampe.
Opgøret mellem Antonsen og Vitidsarn startede jævnbyrdigt. Danskeren fik halvvejs inde i første sæt overtaget og kom foran 13-10, men Vitidsarn kom stærkt tilbage. Thailænderen kom foran 17-15 efter en tvivlsom kendelse, hvilket frustrerede Antonsen.
Danskeren havde svært ved at komme tilbage i første sæt og tabte det 15-21.
I andet sæt fik Vitidsarn hurtigt overtaget, men Antonsen kæmpede videre. Efter at have været bagud 4-7 bragte danskeren sig foran og viste, at han stadig havde kampgejsten.
Thailænderen var dog imponerende, og da Vitidsarn kom foran 10-9, måtte selv Antonsen give en anerkendende tommel op til modstanderen for et slag, der fuldstændig snød ham.
Antonsen fulgte med og så fortsat stærk ud, da han kom foran 16-13, men Vitidsarn viste sit verdensklasseniveau og kom hurtigt igen.
Slutningen af andet sæt skulle derfor blive tæt. Antonsen trak det længste strå og vandt andet sæt 21-18.
Det hele blev afgjort i tredje og sidste sæt, hvor Vitidsarn kom bedst fra start. Verdenstoeren var komfortabelt foran i stort set hele tredje sæt, som han vandt 21-13.
Kunlavut Vitidsarn skal spille semifinale lørdag. Modstanderen trækkes ved lodtrækning senere fredag.
Fra gruppe B i herrernes single gik kinesiske Shi Yuqi videre som nummer et, mens japanske Kodai Naraoka gik videre som nummer to.
/ritzau/
