Verdens bedste slog til igen

Kaka har overstrålet alt og alle. Messi og Ronaldo var tæt på. Men to store titler i 2007 gør for første gang brasilianeren til verdens bedste i FIFAs årlige kåring.

Milans Kaka (th.) i fuldendt balance i en duel med Gabriel Paletta i gårsdagens finale i Japan mod argentinske Boca Juniors. Milan vandt kampen 4-2. Foto: Kazuhiro Nogi/AFP Fold sammen
Læs mere

Af Sami Don Petersen

Endnu en gang satte Kaka en tyk streg under sin klasse, da Milan vandt verdensmesterskabet i klubfodbold for fjerde gang.

Hvis der herskede tvivl om, hvem FIFA i morgen kårer som verdens bedste, gjorde storfavoritten sit til at gøre den sidste rest af tvivl til skamme.

Ricardo Izecson dos Santos Leite – bedre kendt som Kaka – vandt for nylig den prestigefyldte Ballon d’Or, og den elegante brasilianer har de mange sidste sæsoner også været at regne blandt de absolut bedste spillere i verden.

Lionel Messi og Cristiano Ronaldo er også nomineret til prisen, men reelt kan de ikke true Kaka i dette års dyst om at vinde titlen som verdens bedste.

Lionel Messis store minus er, at han ingen titler har vundet i 2007, men storspillet i dette efterår gør ham til en seriøs kandidat igen næste sæson.

Der er især en præstation, som Messi vil blive husket for. Nemlig målet, hvor Messi nærmest til punkt og prikke kopierer Maradonas VM-mål fra 1986, hvor han tørrer hele Englands forsvar i et soloridt fra midten. Denne sæson har Messi overhalet alle sine holdkammerater inklusive en formsvag Ronaldinho, der ellers vandt titlen i 2004 og 2005.

Messi har tilmed været skadet i nogle vigtige perioder og blev i går tilmed lårskadet for resten af året.

Cristiano Ronaldo er tættest på Kaka og var den vigtigste spiller i Manchester Uniteds guldmarch i Premier League, hvor han fra en position som offensiv midtbanespiller endda blev klubbens topscorer med 17 mål.

Alligevel overstråler Kaka de to øvrige kandidater og kan trumfe med Champions League titel og nu også en VM-titel for klubhold.

Som en af de få yngre kræfter på et aldrende Milan-mandskab er det op til Kaka at løfte Milan op til tidligere tiders storhed også i serie A, hvor det har haltet de seneste to sæsoner. I en klub, der forventer at spille med om mesterskabet hvert år, er det slet ikke tilfredsstillende at ligge i midten af tabellen udenfor enhver snak om at vinde scudettoen.

Mætte stjerner
Milan har helt uhørt endnu ikke vundet hjemme i Milano og er milevidt fra førstepladsen, som for at drysse ekstra salt i såret tilhører rivalerne og bysbørnene fra Inter.

Kaka har scoret syv mål i serie A og har været en af de få stabile spillere, som har kunnet motivere sig til alle kampe, og ikke som nogle af de øvrige mætte stjerner har nok i Champions League.

Det beviste brasilianeren igen i går. Milans bedste køb i nyere tid gjorde, som det passede ham og var med i de afgørende situationer, som grundlagde sejren over Boca Juniors.

Kaka lagde efter to solopræstationer op til den evigt scorende holdkammerat Filippo Inzaghi, som blot skulle sætte indersiden på. Manden, som er elsket af mange, men hadet af endnu flere for hans provokerende facon. Desuden scorede Alessandro Nesta et af sine uhyre sjældne mål, mens Kaka selv krydrede sin flotte præstation med målet til 3-1, der reelt lukkede kampen. I en situation, hvor Kaka egentlig var dækket op, tog han et træk forbi sin direkte modstander, som lignede en stillestående træningskegle, mens den spidse vinkel ikke var nogen hindring for en flad afslutning ind under målmanden.

Evig troskab
Til trods for Kakas storspil er der konstant meldinger om astronomiske bud fra England og Spanien, der før har fristet store stjerner.

Senest har Real Madrid angiveligt været ude med snøren efter brasilianeren, men Milans vicepræsident Adriano Galliani afviser, at et skifte kan komme på tale.

Ifølge vicepræsidenten har deres stjernespiller lovet, at han vil blive hos Rossoneri resten af karrieren.

»Ingen vil få fat i Kaka. Den 30. juni næste år vil han underskrive en kontraktforlængelse frem til 2013 med Milan. Kaka har aflagt ed om, at han vil blive i Milan hele livet. Han har givet os sit ord,« lyder det selvsikkert fra Galliani til spanske Marca.

25-årige Kaka har foreløbig kontrakt med Milan frem til sommeren 2011.

sape@berlingske.dk